FORORD TIL »INDEKSERING AF FAGLITTERATUR«

Indeksering af faglitteratur er blevet til i forbindelse med DBC's projekt vedrørende koordinering af emnedata.
Udgangspunktet for projektet i 1994 var, at man ønskede en mere ensartet indeksering af hhv. faglitterære bøger og artikler.
Retningslinierne for DBC's hidtidige artikelindeksering var fastlagt under hensyntagen til de krav, man måtte stille til emneord i en trykt katalog. På bogområdet havde man siden 1986 indekseret efter de retningslinier, der er beskrevet i Søren Kaae: Verbal emneindeksering i BASIS.
Med ophøret af den trykte udgivelse af Dansk Artikelindeks var tiden moden til en revurdering af indekseringsprincipperne for artikelområdet. Samtidig var der et behov for at overveje, om den hidtidige emneordsgivning på bogområdet stadig kunne leve op til de aktuelle krav.
Målet var at »tage det bedste« af de hidtil anvendte principper og derved skabe en fælles platform for DBC's fremtidige emnedatatildeling.
Det var tillige en forudsætning, at DBC's indeksering skulle leve op til relevante standarder på området, primært: »Guidelines for the establishment and development of monolingual thesauri« (ISO 2788) og: »Information og dokumentation : vejledning i indeksering« (DS/INF ; 100).
Den første fase af koordineringsprojektet resulterede i et sæt fælles indekseringsprincipper for faglitteratur, der i løbet af 1996-97 har været afprøvet og justeret i Dansk biblioteksCenters daglige indekseringsarbejde. Herved blev indekseringsprincipperne omsat til praksis, og har nu fundet en form, der kan udgives til en bredere kreds.

April 1998, Susanne Thorborg, projektleder

FORORD TIL 2. UDGAVE

Efter 5 år med »Indeksering af faglitteratur« har det vist sig, at der er brug for en revision af indekseringsvejledningen. I perioden er ordforrådet vokset voldsomt, især med emneord fra artikelområdet, og det har gjort styring af emneordene vanskelig. Derfor er det nødvendigt at vælge, hvilke termer det er vigtigst at styre ved hjælp af autoritetsposter.
I forbindelse med oplægningen af en autoritetsbase på Netpunkt er målet en emneordsbase, der indeholder de bedste af de hidtil anvendte emneord, som vedligeholdes med et mere restriktivt valgt og styret forråd af kontrollerede emneord. Hovedprincippet er, at kontrollerede emneord, der oprettes autoritetspost på - autoriserede emneord - er dem som sandsynligvis optræder i flere bibliografiske poster, mens autoritetspost ikke oprettes for meget specifikke kontrollerede emneord. Om emneordet er »kontrolleret emneord« eller »autoriseret emneord« gør således ingen forskel i emnets relevans i forhold til det indekserede dokument.
Aktualitet og smidighed er stadig højt prioriteret.
Den nye udgave er gennemrevideret således at der til hvert kapitel under praktisk indeksering er tilføjet et afsnit om udformning og brug af autoritetsposter. Der er yderligere tilføjet et generelt kapitel om autoritetsposter.
Alle eksemplerne er gennemset og revideret.

April 2002, Birgit Gøtterup

FORORD TIL VERSION 3

”Indeksering af faglitteratur” udgives i 2010 i en revideret og forenklet version.
Vejledningen koncentrerer sig om at forklare og illustrere DBCs faglitterære indekseringspraksis. Den tidligere udgaves skelnen mellem emneord med eller uden autoritetsposter og beskrivelsen af oprettelse af autoritetsposter er taget ud af den nye vejledning. Dette område er kun af interesse for DBC i forbindelse med oprettelsen af autoriserede emneord til Emneordsbasen, DBCs base over kontrollerede emneord. Området bliver nu beskrevet i DBCs interne dokumentation.
Eksemplerne er revideret og ændret til udelukkende at vise eksempler på emneordene og deres brug. Der gives ikke som tidligere bibliografiske poster som eksempler.
Med hensyn til ændring i måden at indeksere på er den mest omfattende ændring sket på målgruppeområdet (afsnit 5.8). Her er tale om en gennemgribende ændring. Målgruppeemneord har hidtil været tildelt restriktivt, men efter den nye praksis tildeles de hyppigere og mere bredt, og samtidig tildeles målgruppe, brugerniveau og anvendelighed på et meget præcist niveau. Det betyder f.eks. at målgruppeemneordene i dag i langt højere grad kan bruges til at definere og afgrænse søgninger.
Herudover er der kun tale om mindre ændringer og justeringer i principperne for tildeling af emneord.
2010-versionen udkommer udelukkende i elektronisk form.

December 2010, Liselotte Surland og Birgit Gøtterup

Indhold:

1.1. Emneanalysens formål
1.2. Analysemodel
  1.2.1. Undersøgelse af værket
  1.2.2. Begrebsbestemmelse

I dette kapitel gennemgås DBC's analysemodel beregnet til emneanalyse af faglige værker.

Udgangspunktet for analysemodellen er Dansk Standards vejledning i indeksering (DS/INF 100:1994).

Der skelnes i analysemodellen mellem selve emneanalysen og den efterfølgende emneordsgivning. I praksis vil det dog ofte være en sammenhængende proces.

Analysemodellen er tænkt brugt til følgende formål:

• til hjælp ved indeksering
• som checkliste
• ved introduktion og oplæring af nye medarbejdere

Det er ikke nødvendigvis ethvert resultat af emneanalysen, som skal udtrykkes i emneord:
Det tilstræbes, at man ved hjælp af emneordene giver en fyldestgørende karakteristik af emnet.
Der kan dog i de fastlagte indekseringsprincipper være udstukket særlige retningslinier for, om visse aspekter bedre kan udtrykkes i noten.
Udvælgelsen af emneord vil i sidste ende bero på indeksørens vurdering af væsentligt og uvæsentligt.
Analysemodellen kan dog sikre, at man ikke glemmer elementer af emneanalysen og finder frem til mulige kandidater til emneord.

1.1. Emneanalysens formål

Emneanalysens formål er at foretage en systematisk undersøgelse af værket, for efterfølgende at udtrykke værkets emner i form af emneord.

Hovedprincippet for DBC's indeksering er en værkorienteret indeksering, dvs. en indeksering som tager sit udgangspunkt i det foreliggende værk.

1.2. Analysemodel

Indekseringen består i tre faser, som ofte i praksis glider ind over hinanden:

1. at undersøge værket og bestemme dets emner
2. at uddrage de hovedbegreber, som emnerne består af
3. at udtrykke begreber i emneord

I dette afsnit beskrives de 2 første faser, mens DBC's regler for, hvordan de relevante begreber skal udtrykkes i emneord, behandles i kapitel 3.

1.2.1. Undersøgelse af værket

En fuldstændig gennemlæsning af værket vil normalt ikke være mulig - eller nødvendig; men indeksøren bør sikre sig, at ingen nyttig information overses. Analysen bør - udover almindelig orientering i værket - især tage udgangspunkt i følgende dele:

1. titel, undertitel
2. omslag, især bagsidetekst og flaptekster
3. abstract, resumé
4. metadata, f.eks. forfatterens egne emneord eller metadata til onlineværker
5. indholdsfortegnelse
6. forord, indledning, underrubrik, kapitel/afsnitsoverskrifter, indledende sætninger til kapitler/afsnit, afsluttende sætninger i kapitler/afsnit, sammenfatninger, konklusioner
7. illustrationer, diagrammer, tavler, incl. evt. undertekster
8. fremhævede ord eller grupper af ord
9. litteraturhenvisninger
10. registre

Alle disse elementer gennemses og vurderes af indeksøren.
Giver disse elementer ikke tilstrækkelige oplysninger til emneanalysen, kan følgende inddrages:

1. opslag i baser, primært DanBib (med henblik på at finde eventuelle prækatalogiseringer eller lignende)
2. leksika og andre opslagsværker, lærebøger, ordbøger o.l.
3. forlagsinformation
4. anmeldelser, lektørudtalelser
5. henvendelse til fagspecialister
6. anden litteratur af forfatteren
7. søgning på internettet

1.2.2. Begrebsbestemmelse

Efter at have undersøgt værket bestemmer indeksøren de begreber, som er væsentlige elementer i en beskrivelse af dets emne.
Følgende checkliste omfatter de elementer, som skal overvejes:

1. hvem eller hvad handler værket om? F.eks. en person, en gruppe, et produkt, en bestemt tilstand (f.eks. en sygdom), et fænomen eller et begreb.
2. handler værket om en aktivitet? F.eks. en handling, en operation, en mental aktivitet, en proces eller en produktionsmåde
3. handler værket om en genstand for aktiviteten?
4. handler værket om den, der afstedkommer aktiviteten eller udfører handlingen?
5. handler værket om særlige midler, der er taget i anvendelse for at udføre handlingen? F.eks. særlige redskaber, metoder, instrumenter, teknikker
6. behandles disse forhold på et bestemt sted, på et bestemt tidspunkt eller i et bestemt miljø?
7. kan der udpeges nogle overordnede, underordnede eller sideordnede elementer, som er væsentlige? F.eks.: Er der personer, organisationer e.l., som er centrale i behandlingen af emnet? Er der sociale eller kulturelle forhold, som er væsentlige? »I anledning af«? Individmæssige karakteristika (køn, alder, personlighedstræk), som ikke allerede er fremdraget?
8. har værket en bestemt form? F.eks.: lærebog, bibliografi, håndbog
9. er værket skrevet for en bestemt målgruppe eller på et bestemt niveau?
10. har værket en bestemt synsvinkel eller en teoretisk referenceramme?
11. hvad kan/skal værket bruges til - hvad er anvendelsesområdet?

Afsluttende kan citeres fra Birger Hjørland(1) som inspiration til emneanalysen: ».. en emneanalyse af et givent værk forsøger at fremdrage de væsentligste, mest værdifulde egenskaber ved værkerne, enten i relation til en konkret anvendelse eller i relation til den optimale vækst i den menneskelige erkendelse«.

1) Hjørland, Birger: Informationsvidenskabelige grundbegreber : biblioteks- og informationsvidenskab. - Danmarks Biblioteksskole, 1992.

Indhold:

2.1. Formålet med emneordene
  2.1.1. Emneord i forhold til klassifikation
  2.1.2. Emneord i forhold til noter
2.2. Kontrollerede emneord
  2.2.1. Postkoordinering
  2.2.2. Indekseringsniveau: exhaustivitet og specificitet
  2.2.3. Antal emneord pr. værk
  2.2.4. Semantiske relationer
  2.2.5. Hierarkiske relationer
  2.2.6. Synonymrelationer
  2.2.7. Associative relationer
2.3. Autoriserede emneord
2.4. Supplerende søgeord

2.1. Formålet med emneordene

Det overordnede formål med indekseringen er genfinding: At værkerne dukker op i en søgning hvor de er relevante, og ikke i en søgning hvor de ikke er relevante.

Det er indeksørens opgave at tildele emneord, der dækker værkets emne. Det skal samtidig være ord, som brugeren kan tænkes at benytte som søgeord.

Formålet med indekseringen er med andre ord, at brugerne i så høj grad som muligt finder frem til de værker, der kan tilfredsstille deres informationsbehov.

Det kontrollerede emneordssystem, der bl.a. indeholder henvisninger mellem benyttede og ikke benyttede emneord, f.eks. ved synonymer, hjælper indeksørerne til at indeksere med en stor grad af ensartethed og konstistens. Det medfører samtidig en gennemskuelighed i søgningen, der forbedrer både den professionelle og den ikke-professionelle brugers mulighed for at finde det helt rigtige værk.

Når indeksøren tildeler emneord skal det være ord, man kan forestille sig, at interesserede brugere vil søge på. Man skal forsøge at forudsige så mange mulige anvendelser af et værk som muligt. Litteraturen skal ikke gemmes bag emneord, som er så specielle eller generelle, at ingen bruger vil søge på dem. I den sidste ende er det brugeren, der skal vurdere om et værk er relevant eller ej.

For at opnå størst mulig objektivitet og ensartethed i indekseringen må der endvidere tilstræbes upartiskhed hos indeksøren.

Indeksøren behøver ikke nødvendigvis at udtrykke alle de begreber, der er bestemt ved emneanalysen af værket, som emneord. Valget af begreber afhænger af formålet med emneordene. Det skal derfor vurderes om den samlede beskrivelse af værket (titel, note, emneord, klassemærke, niveaukode m.m.) svarer til værkets indhold og formål, og om forskellige typer brugere (både fagfolk og lægfolk) vil kunne finde frem til det uden at kende det på forhånd - og uden at få en hel masse andre værker samtidig, som ikke svarer helt til det ønskede.

Emneordene bruges især til søgning, men indgår også i søgerens vurdering af materialets relevans.

2.1.1. Emneord i forhold til klassifikation

Valg af emneord er principielt uafhængigt af klassifikationen, dvs. at DBC ikke automatisk giver emneord, der svarer til værkets systematiske hovedplacering.

2.1.2. Emneord i forhold til noter

Som nævnt ovenfor bruges emneordene især til søgning; men de indgår også i søgerens vurdering af materialets relevans.

Det omvendte gælder for noterne, idet de først og fremmest har til formål at supplere den formelle emnebeskrivelse, således at brugeren bliver i stand til at afgøre, om de fundne værker er relevante.

De noter, der bruges i emneindekseringen, er den indholdsbeskrivende note og den indholdsciterende note.
Indholdsbeskrivende noter skal i læsbar form beskrive indholdet, bl.a. det som ikke kan udtrykkes godt nok i emneordene. Noten kan f.eks. beskrive:

• emner som vanskeligt kan udtrykkes i enkeltstående emneord
• relationer, synsvinkler eller anvendelsesområder, som ikke kan udtrykkes i emneord
• detaljer eller delemner, som kan bidrage til beskrivelsen af værket, men som er for uvæsentlige til at medtages som emneord

Noten skal være en læsbar beskrivelse af materialet og kan evt. supplere og uddybe informationen i emneordene.

Noten kan således både bidrage med yderligere ord til fritekstsøgning og sætte ord som er brugt som emneord i indbyrdes relation.

Indholdsciterende noter, der f.eks. citerer kapiteloverskrifter eller titler på dele af et samlingsværk, bruges, hvis en indholdsfortegnelse giver en overskuelig og forståelig oversigt over værkets emne. Den anvendes hyppigst ved bøger med forskelligartet fagligt indhold.

2.2. Kontrollerede emneord

Kontrollen med emneordene foregår i DBC ved hjælp af opslag både i de bibliografiske baser og i en separat emneordsbase. De enkelte emneordsposter indeholder brug-henvisninger og se også-henvisninger, og herudover noter, i det omfang det er nødvendigt for at definere begrebet og dets brug som emneord.

Der er ikke tale om en lukket emneordsliste. DBCs valg af emneord har som hovedprincip, at alle ord kan vælges - hvis blot vejledningens principper overholdes.
Der arbejdes altså ikke med tesaurus i traditionel forstand, men ved hjælp af emneordsbasen tilstræbes det, at samme ord bruges for samme emne.

2.2.1. Postkoordinering

Emneordene er beregnet til postkoordineret emnesøgning. Det får bl.a. følgende konsekvenser:

• alle kontrollerede emneord i en post har i princippet lige stor vægt. Der kan ikke ud af emneordene læses noget om emnernes indbyrdes vægt i værket, men normalt vil værkets hovedemne kunne aflæses af klassifikationen
• emneordene angiver normalt ikke syntaktiske relationer.

Det sidstnævnte indebærer bl.a., at man ikke ud af indekseringen kan se, om f.eks. emneordet sociologi er givet, fordi det er værkets emne, eller fordi sociologi er den anvendte metode eller synsvinkel i det indekserede værk.

2.2.2. Indekseringsniveau: exhaustivitet og specificitet

Begreber som exhaustivitet og specificitet er væsentlige, når det drejer sig om fastlæggelse af indekseringsniveau. Exhaustivitet betyder, at jo flere dele af emneanalysen, der udtrykkes i emneord, jo mere exhaustiv (udtømmende) er indekseringen. DBC giver emneord på værkets niveau, dvs. at emneordene skal dække væsentlige aspekter af værkets emne - eller (set fra søgerens synsvinkel) værket skal i væsentlig grad dække de emner, der udtrykkes i indekseringstermerne.

Indekseringens specificitet er afhængig af, i hvor høj grad værker om specifikke emner får tilsvarende specifikke emneord, mens generelle fremstillinger får tilsvarende brede - generelle - emneord. Emneord tildeles så specifikt som muligt på værkets niveau. Et værk om nattergale indekseres med dette ord og ikke med et overordnet emneord som f.eks. spurvefugle eller fugle.

Generelt indekseres der ikke på analyseniveau, dvs. enkelte afsnit eller kapitler i værket. Det betyder, at et værk om forskellige spurvefugle, f.eks. nattergale, lærker, gråspurve og svaler, får emneordet spurvefugle – ikke emneordene nattergale, lærker, gråspurve eller svaler, og at antologier almindeligvis vil blive indekseret på niveau med publikationen som helhed. Dog kan der gives emneord på analyseniveau som supplerende søgeord - se afsnit 2.4.

2.2.3. Antal emneord pr. værk

Der er ingen bestemt grænse for antallet af emneord. Antallet bestemmes af værkets informationsmængde samt de indekseringsregler, der er fastsat i denne vejledning.

2.2.4. Semantiske relationer

Som allerede nævnt er DBCs emneord beregnet til postkoordinering og angiver kun sjældent syntaktiske relationer. Der er således ikke mulighed for - som ved prækoordineret indeksering - direkte at angive relationen, ligesom der heller ikke er nogen egentlig tesaurus, der kan vejlede brugeren i emnernes indbyrdes relationer ved hjælp af RT (related term), NT (narrower term), BT (broader term), UF (used for). Emneordspostens brug- og se også-henvisninger kan i et vist omfang erstatte tesaurussen.

Dette er dog ikke ensbetydende med, at man slet ikke kan udtrykke semantiske relationer mellem emneordene.
DBC's indekseringsprincipper giver følgende muligheder:

• relationen udtrykkes ved emneordene i posten
• relationen udtrykkes ved hjælp af en brug-henvisning (i emneordsposten)
• relationen udtrykkes ved hjælp af en se også-henvisning (i emneordsposten)
• relationen udtrykkes ikke

For at få et overblik over hvornår og hvordan relationer angives, gennemgås de forskellige typer relationer. Den konkrete brug og udformning af henvisninger beskrives i kapitel 4.

2.2.5. Hierarkiske relationer

Som hovedprincip bygges der ikke hierarkier ind i den enkelte post.

Som nævnt i afsnit 2 indekseres der principielt så specifikt som muligt. I nogle tilfælde vil det dog - af søgemæssige årsager - være hensigtsmæssigt tillige at indeksere med en overordnet term.

Samlende kan det formuleres sådan, at DBC prøver at give emneord, som ligger på et »almindeligt brugbarhedsniveau« i forhold til værkets emne og potentielle brugere. Det er altså vigtigt at forstå, at man angiver ordene af hensyn til de søgestrategier, man forestiller sig anvendt.
Ved beslutning om, hvorvidt der skal gives et overbegreb som emneord, er der to modsat rettede behov at tage hensyn til:

1. Brugeren kender ikke alle, nogle få eller ingen eksempler inden for et begreb. Han vil derfor have glæde af, at overbegrebet angives i indekseringen, også selvom værket ikke handler om overbegrebet, men om det konkrete eksempel. Det specifikke emneord skal medtages som kontrolleret emneord, men er alligevel for specifikt til at dække værkets hovedemne i forhold til søgning. I sådanne tilfælde gives også et overordnet ord. F.eks. Værket handler om et konkret regneark, Excel, ikke om regneark i almindelighed. Kender brugeren ikke navnet Excel, kan værket ikke findes, hvis ikke overbegrebet regneark medtages i indekseringen. En variation af dette behov er et ønske om kombination af to eller flere emneord: brugeren ønsker værker om kalkmalerier i danske kirker, ikke kun generelt - også i enkelte kirker. Hvis ikke brugeren skal opregne alle mulige enkeltkirker, skal værket om Skovgaards kalkmalerier i Viborg Domkirke, indekseres med overbegrebet kirker udover de emneord, der direkte udtrykker værkets emne.
2. Brugeren ønsker at finde værker, der behandler et emne, f.eks. regneark eller kirker, på et generelt niveau - ikke konkrete eksempler eller specielle emner inden for hovedemnet.

Som sagt er der tale om modsatrettede behov hos brugeren, det ikke vil være muligt at tilgodese lige godt samtidigt. Indeksøren må skønne, hvorvidt det er mest relevant at tilgodese behov 1 eller behov 2 i indekseringen af det konkrete værk.

Generelt vises der tilbageholdenhed med at indbygge disse hierarkier i indekseringen. Jo højere oppe i et begrebshierarki man er, jo sjældnere medtages et overbegreb i indekseringen. F.eks. gives »pattedyr« aldrig som overbegreb til et værk om hunde; men et værk om foxterriere indekseres også med overbegrebet »terriere«.

Om der skal indekseres med et overbegreb ved meget specifikke emner, afhænger bl.a. af mængden af litteratur om det specifikke emne.

Hierarkiske relationer udtrykkes normalt ikke ved hjælp af henvisninger i emneordsposter. Men igen her kan der være undtagelser, f.eks. hvor man må opgive at sondre mellem et underordnet og overordnet begreb (teaterkostumer brug kostumer).

2.2.6. Synonymrelationer

Synonymrelationer udtrykkes normalt ikke i den enkelte bibliografiske post, men kun i emneordsposter.

De ægte synonymer behandles typisk ved brug-henvisninger: «hørehæmmede brug hørehandicappede«. De nærmere regler herfor er beskrevet i afsnit 3.5 og i kapitel 4.

Nærsynonymer (nærtliggende ord, som ofte behandles som synonymer, selvom der er nuanceforskelle): disse vil være behandlet som ægte synonymer:

f.eks. alment byggeri brug alment boligbyggeri

Antonymer som af og til bruges som synonymer: som hovedregel vil relationen ikke være angivet. I særlige tilfælde kan der dog laves en henvisning:

f.eks. inhabilitet brug habilitet

2.2.7. Associative relationer

Associative relationer, også kaldet sideordnede eller idéassociative relationer, udtrykkes kun i begrænset omfang i form af se også-henvisninger.

2.3. Autoriserede emneord

Ved tildeling af emneord bruges så vidt muligt termer fra DBC's autoriserede emneordsforråd, som det er dokumenteret i emneordsbasen. Kontrollerede emneord, som er dokumenteret i emneordsbasen, kaldes autoriserede emneord.

Hvis der til et værk tildeles et emneord, som ikke findes i emneordsbasen, skal det vurderes, om emneordet skal oprettes som autoriseret emneord i emneordsbasen, eller om emneordet skal oprettes som kontrolleret emneord, uden at der oprettes en emneordspost.

Et emneord kan tildeles kontrolleret, uden at der oprettes en emneordspost, hvis det er udformet og tildelt efter DBC's indekseringsvejledning, men det skønnes at være så specifikt, at det ikke er sandsynligt, at der vil komme flere værker om det samme emne.

f.eks. Børnehaven Regnbuen

Hvorvidt et emneord er autoriseret eller ej har ingen indflydelse på dets søgbarhed. Der er heller ikke tale om en vurdering af, hvorvidt emnet er mere eller mindre vigtigt eller mere eller mindre relevant for det pågældende værk.

2.4. Supplerende søgeord

Man kan have behov for at udtrykke noget fra sin emneanalyse, hvor reglerne for tildeling af kontrollerede emneord gør disse mindre egnede.

Undertiden kan emnet udtrykkes i noten, men ønsker man at bruge en bestemt form af ordet, så det kan søges i samme grammatiske form som kontrollerede emneord, kan det være svært at passe ind i en sætning i noten.

I den situation kan man anvende supplerende søgeord, som ikke er underlagt de samme regler for tildeling og kontrol, som gælder for de kontrollerede emneord.

Supplerende søgeord bruges til:

• analytiske emneord – dvs., når et emne er for sparsomt behandlet i værket, til at det kan tildeles som kontrolleret emneord efter reglerne om at indekseringen skal være på værkets niveau, men det skønnes at brugerne vil påskønne en mulighed for at søge på emnet.
• slang, kælenavne, kaldenavne o.l. – dvs. ord, der er for slangpræget eller værdiladet til at det kan tildeles som kontrolleret emneord, men som alligevel vurderes at have søgemæssig interesse.

Reglerne for tildeling af kontrollerede emneord gælder ikke for tildeling af supplerende søgeord, men det anbefales, at man ved udformning af supplerende søgeord overholder de grundlæggende regler for udformnning af emneord, som er beskrevet i kapitel 3.

Indhold:

3.1. Ordtyper
  3.1.1. Substantiver
  3.1.2. Verber
  3.1.3. Adjektiver
  3.1.4. Adverbier
  3.1.5. Komposita (sammensatte ord)
  3.1.6. Faste udtryk
  3.1.7. Genitiv udtryk
3.2. Morfologisk kontrol
  3.2.1. Ental/flertal
  3.2.2. Bestemt/ubestemt
3.3. Retskrivningskontrol
  3.3.1. Stavning
  3.3.2. Store eller små bogstaver
  3.3.3. Symboler og tegn
3.4. Tegnsætning
  3.4.1. Bindestreger
  3.4.2. Forkortelsespunktum
  3.4.3. Tegnsætning i øvrigt
  3.4.4. Apostroffer
  3.4.5. Skråstreger
3.5. Semantisk kontrol
  3.5.1. Fremmedord. Latinske betegnelser
  3.5.2. Synonymer/nærsynonymer
  3.5.3. Homonymer
  3.5.4. Antonymer
  3.5.5. Akronymer (initialord)
  3.5.6. Andre forkortelser

3.1. Ordtyper

Som emneord anvendes almindeligvis enkeltord, ikke emneordsstrenge, dvs. der gives ikke prækoordinerede emneord, f.eks. «Danmark, miljøbeskyttelse«, bortset fra faste udtryk og sammensætninger, som f.eks. «unge indvandrere«. Jvf. Afsnit 2.2.1 Postkoordinering

3.1.1. Substantiver

Som emneord bruges fortrinsvis substantiver, der enten kan være fællesnavne eller egennavne.

Fællesnavne er ord, der betegner en gruppe, et fænomen, et begreb

Egennavne er navne, der betegner bestemte personer, steder, institutioner, osv.

Vedr. regler for navneformskontrol henvises til kapitel 5: Indekseringspraksis.

3.1.2. Verber

Som emneord bruges også verber i substantiveret form.

3.1.3. Adjektiver

Adjektiver bør som hovedregel ikke anvendes som emneord alene, hvorimod de sagtens kan indgå i et sammensat emneord oftest i ordforbindelser sammen med et substantiv

Adjektiver alene repræsenteres som adjektivabstrakter ved egenskaber og begreber

3.1.4. Adverbier

Adverbier forekommer kun sjældent som emneord og da som regel som led i en emneordsfrase eller faste udtryk

f.eks. for tidligt fødte

3.1.5. Komposita (sammensatte ord)

Ved komposita forstås i denne forbindelse et ord, som består af to eller flere ord, kombineret til ét sammenhængende ord

Komposita bruges som emneord:

Når begrebet/genstanden ikke kan udtrykkes uden det sammensatte ord

Når termen har en bestemt veldefineret betydning inden for et bestemt fagområde

Når de to termer adskilt giver en anden mening end det sammensatte ord

De fleste sammensatte ord, der indgår som en naturlig del af sproget, består af 2 enkeltord. Generelt stiger specificiteten med antallet af ord, der indgår i sammensætningen. Ved tildeling af emneord på sammensatte begreber skal man være varsom med at bruge ord, der er sammensat af mere end 2 termer. Det vil ofte være specifikt nok at bruge et overordnet begreb, i reglen et ord sammensat af de 2 af termerne. Brug f.eks. gødningsplanter i stedet for grøngødningsplanter. Sammensætninger med generelle begreber som -systemer, -processer, -planlægning, -arbejde m.fl. er ofte nærsynonymer til det begreb, de sammensættes med. Brug f.eks. gulvlægning for gulvlægningsarbejde og sygepleje for sygeplejeprocesser.

Som hovedregel gælder, at de sammensatte ord gives i direkte formulering, dvs. som ordene bruges i dagligt sprog, og at ordene ikke opsplittes i de enkelte bestanddele. Når de sammensatte ord betegner en handling eller proces, overvejes det dog at give såvel det sammensatte ord som ordets bestanddele. (Se også afsnit 5.1.1 Komposita (sammensatte ord)).

3.1.6. Faste udtryk

Fraser i form af faste udtryk kan bruges som emneord, hvis begreberne ikke kan udtrykkes præcist med enkelte ord.

3.1.7. Genitiv udtryk

Genitivudtryk undgås så vidt muligt. Der findes dog faste udtryk, hvor det er den mest præcise måde at udtrykke emnet på

3.2. Morfologisk kontrol

Morfologisk kontrol vil sige at bestemme, hvilken grammatisk bøjningsform substantivet skal have.

3.2.1. Ental/flertal

Om et emneord anføres i ental eller flertal afhænger af, om det er tælleligt eller ikke-tælleligt.

En nem regel er: Kan man sige »hvor mange«, skal emneordet i flertal

Kan man sige »hvor meget«, skal emneordet i ental

Undtaget er organer og organsystemer, som hvert individ kun har ét af. Disse sættes, selv om de kan tælles, i bestemt form ental

Ubestemt form flertal kan benyttes i de sjældnere tilfælde, hvor emnet behandles i en anden sammenhæng

Imidlertid er der substantiver, der kan anvendes både i ental og flertal. Det drejer sig om ord, der både kan betegne et begreb og dække over konkrete genstande. Her kan begge former anvendes som emneord.

f.eks. træ (om materialet) ; træer (om planterne)

Specielt for plante- og dyrenavne gælder, at slægtsnavne (som dækker over flere arter) sættes i flertal, og at artsnavne sættes i ental

Handlinger/processer, der udtrykkes med verbalsubstantiver, sættes i ental

Følgende områder skal altid stå i ental:

Abstrakte begreber og fænomener

Egenskaber

Trosretninger eller andre former for »-ismer«

Aktiviteter

Faglige discipliner

3.2.2. Bestemt/ubestemt

Almindeligvis anføres substantivet/emneordet i ubestemt form

Bestemt form anvendes ved genstande og begreber, som der kun findes én af

eller ved fænomener, som fra en dansk synsvinkel er veldefineret

Undtaget fra hovedregelen om ubestemt form er også organer og organsystemer, som hvert individ kun har ét af

f.eks. hjernen

3.3. Retskrivningskontrol

Indekseringstermer skal altid følge gældende retskrivningsregler, som de er beskrevet i »Retskrivningsordbogen«, udgivet af Dansk Sprognævn. Der suppleres med andre typer ordbøger: »Nudansk Ordbog«, »Fremmedordbogen«, »Nye ord i dansk«, m.m.

3.3.1. Stavning

Hvor der er valgfrihed mellem to eller flere stavemåder, skal den mest anvendte form vælges, og der henvises evt. fra de andre former.

Fritekstsøgninger kan undertiden give indeksøren et indtryk af, hvad der er den mest anvendte form. Denne slags søgninger kan dog kun være vejledende og er ikke autoritative mht. valg af stavemåde.

3.3.2. Store eller små bogstaver

Generelt skrives emneord med små bogstaver

f.eks. tvillinger

Undtaget er egennavne, der skrives med store bogstaver, i henhold til »Retskrivningsordbogen«. Ved egennavne, der består af flere ord skrives det første og de næstfølgende betydende ord med stort begyndelsesbogstav, hvorimod mindre betydende ord (bindeord, forholdsord) skrives med småt

Hvor der i følge »Retskrivningsordbogen« er valgfrihed mellem store og små bogstaver, foretrækkes små.

3.3.3. Symboler og tegn

Der kan i et emneord indgå tegn eller symboler. I sådanne tilfælde anvendes den bogstaverede form af emneordet:

f.eks. paragraf 105-institutioner

Der kan udarbejdes henvisning fra «§ 105-institutioner«, men dette vil søgemæssigt ofte være uden betydning, da mange bibliotekssystemer vil ignorere §-tegnet.

3.4. Tegnsætning

3.4.1. Bindestreger

Anvendelse af bindestreg i emneord forekommer i en del tilfælde. Ofte vil de optræde i udenlandske ord, nye ord og sammensætninger. Efterhånden som de indgår i det danske sprog, fjernes bindestregen ofte. F.eks. elektriske biler ; el-biler ; elbiler og u-lande ; ulande

OBS! Bindestreg anvendes ikke med henblik på at tydeliggøre betydningen af et ord. Hvis udtrykket forudsættes bekendt for brugerne, skrives ikke bindestreg, f.eks. «bodybuilding« ikke «body-building«.

Søgemæssigt fungerer bindestregen som et mellemrum, dvs. anvendes bindestreg laver man reelt to emneord. Bindestreger bruges i begrænset omfang.

Bindestreger bruges i følgende tilfælde:

1. i sammensætninger med forkortelser

2. i sammensætninger med taltegn eller symboler

3. i sammensætninger med bogstaver

4. i sammensætninger hvor et fælles led er udeladt

Hvis det er muligt, opløses udtrykket dog i dets enkelte dele, f.eks. »byggesektoren« og »anlægssektoren«.

5. i sammensætninger med sideordnede led

6. i sammensætninger med udenlandske udtryk

7. i gruppesammensætninger

Gruppesammensætninger er sammensætninger, hvor førsteled består af mere end ét ord

f.eks. ad hoc-udvalg

Hovedregelen er, at der kun sættes bindestreg mellem næstsidste og sidste ord.

8. Der findes en del undtagelser, især ved faste udtryk

9. ved sammensætninger med 'ikke'

f.eks. ikke-voldelig kommunikation

10. i sammensætninger med navne

f.eks. Sirius-patruljen

11. i sammensætninger med betydningen fra-til

f.eks. Helsingør-Helsingborg Overfarten

3.4.2. Forkortelsespunktum

Forkortelsespunktum bruges ved navne som emneord

Desuden anvendes forkortelsespunktum ved professioner og titler

f.eks. cand.mag.

Når et ord eller et navn er blevet et akronym (initialord), anvendes ikke forkortelsespunktum

3.4.3. Tegnsætning i øvrigt

Tegnsætning følger retskrivningsreglerne.

3.4.4. Apostroffer

Apostrof bruges ikke til at tydeliggøre et emneord

Apostrof kan bruges ved flertal af akronymer

f.eks. pc'er

3.4.5. Skråstreger

Skråstreg bruges i visse forkortelser og mest i korporationsnavne

f.eks. Peter Bodum A/S

Skråstreg optræder også hyppigt i varemærker, standarder m.m.

3.5. Semantisk kontrol

Semantisk kontrol er en kontrol af emneord for deres betydningsmæssige indhold og indbyrdes relationer, f.eks. valg mellem fremmedord og danske termer og valg mellem synonymer.

3.5.1. Fremmedord. Latinske betegnelser

Fremmedord er ord, som er optaget fra et fremmed sprog, og som ikke er tilpasset det modtagende sprogs struktur.
Såfremt der findes dækkende danske ord, foretrækkes disse fremfor fremmedord eller latinske betegnelser.

Der laves henvisning fra den ikke foretrukne form

Hvis der ikke findes tilsvarende danske ord, indekseres med fremmedordet

Hvis et fremmedord eller en latinsk betegnelse har vundet hævd frem for den danske, vælges den.
Latinske betegnelser bruges især inden for områderne medicin og veterinærmedicin (anatomi, sygdomsnavne), zoologi og botanik (arts- og slægtsnavne) og sprog (grammatiske begreber).

Der laves brug-henvisninger fra de ikke foretrukne former.

3.5.2. Synonymer/ nærsynonymer

Som synonymer betragtes i denne sammenhæng ord med samme eller omtrent samme betydning, hvor valg af en foretrukken form er hensigtsmæssig.
Når et begreb og dets evt. synonymer/nærsynonymer er bestemt, vælges den foretrukne form ud fra flg. kriterier:

1. hvilket ord blandt synonymerne er mest etableret i daglig sprogbrug?
2. hvilket ord er det mest neutrale?

Der laves altid henvisning fra det ikke anvendte.

3.5.3. Homonymer

Homonymer er ord, som er stavet eller lyder ens, men har forskellige betydninger. I denne sammenhæng er det kun de, der staves ens, der giver problemer. Disse emneords betydningsforskelle kan forklares ved hjælp af en præciserende tilføjelse i parentes. I praksis gives tilføjelsen kun til den betydning, der vurderes som den mest specielle.

3.5.4. Antonymer

Antonymer er ord med modsat betydning af et andet

Undertiden kan det være relevant at behandle dem som synonymer, dvs. vælge den ene form med henvisning fra den anden.

f.eks. inhabilitet brug habilitet

3.5.5. Akronymer (initialord)

Akronymer er ord, der er dannet af begyndelsesbogstaverne i flere ord. Der indekseres med akronymer, der har vundet hævd i sproget

3.5.6. Andre forkortelser

Almindeligvis skal forkortelser opløses, bl.a. for at undgå sammenfald i bogstavkombinationer. Hvis den fuldstændige form sjældent eller aldrig bruges, indekseres med forkortelsen

Indhold:

4.1. Brug-henvisninger (se-henvisninger)
  4.1.1. Se også-henvisninger

Henvisninger er en del af kontrollen i emneordssystemet. Kontrollens sigte er dels at lave en semantisk kontrol af de anvendte indekseringstermer, dels at lede brugeren hen til det eller de emneord, der bliver foretrukket frem for andre (synonymkontrol).

En præcis betydningsmæssig kontrol af alle anvendte indekseringstermer er uhyre arbejdskrævende. Den betydningsmæssige forskel mellem nærsynonymer vil desuden ofte afspejle relevante forskelle i den litteratur, der bruger de forskellige termer, hvorfor det kan være rimeligt at bevare flere ord.

4.1. Brug-henvisninger (se-henvisninger)

Brug-henvisninger anvendes i følgende tilfælde:

1. Ved stavevarianter (stavemåden i Dansk Sprognævns retskrivningsordbog følges. Ved valgfrihed vælges den oftest foretrukne form).

2. Når akronymer er valgt som indekseringsterm, henvises der fra den fuldt udskrevne form.

3. Mellem fremmedord/latinske betegnelser og det danske ord

4. Hvis en form for forkortelse undtagelsesvis er valgt som indekseringsterm, fordi den fuldstændige form sjældent eller aldrig bruges, gives henvisning fra den fuldstændige form

5. Ved synonymer

6. Ved sammenføring af nærsynonymer, hvor man har opgivet at opretholde en skelnen mellem begreberne

7. Undertiden behandles antonymer som synonymer

f.eks. inhabilitet brug habilitet

8. Ved hierarkiske relationer. Dette er en type henvisninger, der normalt ikke bruges, men der er undtagelser, hvor man har valgt ikke at skelne mellem et underordnet og et overordnet begreb

9. Ved Navneformer. Henvisninger til person- og korporationsnavne udformes efter reglerne i katalogiseringsreglerne.

4.1.1. Se også-henvisninger

Se også-henvisninger bruges restriktivt. De gives ikke hierarkisk, men bruges mellem ord på samme «niveau« og henviser altid begge veje

De kan bruges i følgende tilfælde:

1. Mellem beslægtede emner

2. Hvor terminologien på et område er skiftet

3. Ved korporationers navneskift

4. Ved landes og byers navneskift, der ofte signalerer en politisk ændring, eller hvor landenavnene ikke dækker to helt identiske regioner

Indhold:

5.1. Fællesnavne
  5.1.1. Komposita (sammensatte ord)
5.2. Personnavne
  5.2.1. Valg af navneformer
5.3. Korporationsnavne
  5.3.1. Valg af navneformer
5.4. Stednavne
  5.4.1. Valg af navneformer
  5.4.2. Stednavne i direkte form
  5.4.3. Stednavne i adjektivisk form
5.5. Periodebetegnelser
  5.5.1. Udformning af periodebetegnelser
  5.5.2. Verbale tidsangivelser
5.6. Titler
  5.6.1. Valg af form
5.7. Formbetegnelser
5.8. Målgruppe - brugerniveau - anvendelighed
  5.8.1. Lærebøger/undervisningsmaterialer
  5.8.2. Folkeskolen
  5.8.3. De gymnasiale uddannelser
  5.8.4. Andre uddannelsesniveauer
  5.8.5. Aldersgrupper og niveau
  5.8.6. Andre målgrupper

5.1. Fællesnavne

Som emneord bruges almindelige danske ord og ordforbindelser. Hovedprincippet for sprogbrugen er at ramme det, som de fleste brugere vil forsøge sig med og finde mest naturligt. Som det ses i kapitlerne om praktisk indeksering og principper for udformning af emneord, følges en række regler mht. valg af ord (f.eks. danske ord fremfor udenlandske og fremmedord); men alle regler kan overtrumfes af et ord, som er det mest udbredte i praksis.

Det er tilladt at anvende dagligdags ord, populærudtryk eller slang, f.eks. låneord som airbags, plug-ins, intifada eller downsizing. Findes der et dansk udtryk, som er det mest udbredte, bruges dette.

Findes der en mere officiel term, vurderes det, om emnet er bedst kendt under slangudtrykket eller den officielle term. Der udarbejdes en se-henvisning fra den ikke benyttede term. F.eks. får emneordet «kogalskab« henvisning fra BSE og bovin spongiform encephalopati.

Mange nye ord opstår ved at kombinere ord, ligesom mange specifikke begreber vil være sammensatte ord. I daglig tale og i medierne bruges sammensatte ord, som dækker mere eller mindre komplicerede forhold, og som fungerer i en aktuel situation. Ordet «fiskedød« er f.eks. brugt i forbindelse med «iltsvind« i de indre danske farvande, og karakteriserer et fænomen (at fiskene pludselig dør i stort tal). Ordet er en parallel til ordet «skovdød« og er efterhånden indgået som et begreb i megen miljølitteratur.

Fænomener, som kun kendes ved et slangpræget udtryk, som f.eks. kogalskab, kan bruges. Slang og modeprægede ord bør kun bruges som emneord, hvis man er sikker på, at det ikke er »døgnfluer«. Slangprægede nydannelser optræder især inden for humaniora og samfundsvidenskab og er ofte tæt forbundne med nyhedsmedier og pressen.

Værdiladede udtryk som f.eks. papfædre, pampere eller kystbanesocialister undgås.

Vælger man at medtage et slangudtryk som emneord, kan man supplere med en henvisning fra en mere »officiel« term, der kan sikre genfinding, hvis slangudtrykket glider ud af sproget igen.

5.1.1. Komposita (sammensatte ord)

Som hovedregel anvendes de sammensatte ord i den form de optræder, dvs. de opsplittes ikke.

f.eks. brystkræft, naturbeskyttelse, voksenuddannelse, danmarkshistorie.

I nogle tilfælde vil en kombination af de opsplittede ord enten ikke give mening eller ikke give den samme mening som det sammensatte ord

f.eks. børnehaver, børnesygdomme, folkedans

Komposita, hvori der indgår en proces, opsplittes heller ikke automatisk, men det vurderes i de enkelte tilfælde, om opsplitning i væsentlig grad forbedrer brugerens mulighed for at genfinde værket og om opsplitningen giver rimelige, dækkende søgninger.

Komposita, hvori der indgår en proces, er karakteriseret ved:
-2. led angiver en proces og 1. led angiver et objekt: det/den processen ”går ud over”

f.eks. affaldsdeponering

Procesord, der kan opsplittes, er

f.eks. kvælstofforurening (kvælstof, forurening) og blioteksforskning (forskning, biblioteker)

Procesord, der er veletablerede, opsplittes ikke

f.eks. byplanlægning og slægtsforskning

5.2. Personnavne

Navne på personer bruges som emneord, når et værk handler om en persons liv og/eller værk, eller når personen i øvrigt er en central del af et værks emne.

Hvis et værk behandler et emne, som er nært knyttet til en person, kan personnavnet også gives som emneord, selv om personen egentlig ikke er hovedemnet. F.eks. hvis det handler om en persons teorier inden for et emne.

Søgninger, hvor der alene søges på personnavne, giver altså andet end biografier og erindringer.

Yderligere gennemgang af praksis for indeksering af værker om personer eller personrelaterede emner findes i afsnit 6.1.

5.2.1. Valg af navneformer

Personnavne som emneord gives i den almindelige vedtagne navneform. Findes navnet ikke i vedtagen form i forvejen, udformes det i overensstemmelse med katalogiseringsreglerne, del 1, kapitel 2.

5.3. Korporationsnavne

Navne på enkelte korporationer som f.eks. institutioner og organisationer anvendes som kontrollerede emneord, når emneanalysen siger, at det er værkets emne. Men hvis korporationen blot er udgiver eller tilfældigvis er stedet, hvor f.eks. en handling udføres, gives ikke emneord på korporationen.

5.3.1. Valg af navneformer

For korporationsnavne gælder tilsvarende personnavne, at man bruger den samme navneform, som bruges som vedtagen form ved katalogiseringen.

For korporationer, der har skiftet navn, anvendes det navn, der var gældende på det tidspunkt, værket omhandler.

Udformning af korporationers navneformer følger i øvrigt de regler, der er beskrevet i katalogiseringsreglernes del 1, kapitel 3.

I særlige tilfælde kan katalogiseringens vedtagne navneform være uhensigtsmæssig til emnesøgningsformål. Indeksøren kan i sådanne tilfælde foretrække en alternativ navneform til emneordet:

f.eks. STASI fremfor Tyskland (DDR). Ministerium für Staatssicherheit

5.4. Stednavne

Stednavne som emneord gives til værker, hvor stedet er en del af værkets emne.

5.4.1. Valg af navneformer

Stednavne udformes på samme måde som geografiske navne i katalogiseringsreglerne. Dvs., at katalogiseringsreglernes del 1, kapitel 3 § 72-74 følges, dog således at det ved lokaliteter i andre lande gælder, at den danske form anvendes, såfremt den er den mest brugte:

f.eks. Rhinen foretrækkes for Rhein

Der laves henvisninger fra de ikke anvendte former.

Ved landes og byers navneskift - der ofte signalerer en politisk ændring, eller hvor landenavnene ikke dækker to helt identiske regioner - indekseres som regel med det navn, stedet havde i den pågældende periode. Der laves se også-henvisninger mellem stednavnene:

I enkelte tilfælde hvor man har skønnet, at en differentiering ikke har været nødvendig, benyttes en brug-henvisning:

5.4.2. Stednavne i direkte form

Stednavne i direkte form bruges ved geografiske beskrivelser og historiske fremstillinger og ellers i følgende tilfælde:

1. Ved fremstillinger, der omhandler emner, som ikke kan flyttes fra deres oprindelsessteder, f.eks. fysiske objekter, biologiske systemer, bygninger og lignende.

2. Ved fremstillinger hvor det geografiske område er rammen for begivenheder, aktiviteter o.lign.

f. eks. mafiaen ; Sicilien ; Italien

3. Ved fremstillinger hvor det geografiske emneord angiver et emnes oprindelse.

I eksemplet med ”Danmark ; eksport” vil der ofte også være emneord på modtagerlandet, f.eks. USA. Her kan man ikke se relationen mellem emneordene dvs. om det er dansk eksport til USA eller omvendt. I sådanne tilfælde vil den korrekte sammenhæng fremgå af titel eller note.

5.4.3. Stednavne i adjektivisk form

Stednavne i direkte form bruges i overvejende grad. Man vælger dog at gengive et stednavn i adjektivisk form i følgende tilfælde:

1. I faste ordforbindelser. Med dette menes ordforbindelser, hvor det vil være meningsforstyrrende at opsplitte det i land + emne:

2. Ved emner inden for sprog, litteratur, kunst (ekskl. musik og arkitektur) og kunsthåndværk, hvor emnets oprindelsessted er en integreret del af emnet:

3. I enkelte andre ordforbindelser hvor brugen af den adjektiviske form er naturlig / umisforståelig / præciserende. Det drejer sig f.eks. om emner, der er nationalt og/eller etnisk traditionsbundne eller integrerede:

5.5. Periodebetegnelser

Hvis et værk beskriver en eller flere bestemte tidsperioder, kan det være relevant at medtage disse i indekseringen.

5.5.1. Udformning af periodebetegnelser

Perioder betegnes primært med arabertal:

Århundreder betegnes således:
1100-1199 ikke det 12. århundrede
1200-1299 ikke 1200-tallet

Årtier betegnes således:
1510-1519
1980-1989 ikke 1980'erne

Tidsperioder før Kristi fødsel angives:
299-200
2999-2000

Tidsperioderne omkring Kristi fødsel angives:
9-1
1-99

Nutiden angives med det aktuelle årti
2010-2019

Der laves brug-henvisninger fra de ikke anvendte former:

Fremstillinger der dækker flere perioder:
Når en fremstilling dækker flere end 3-5 århundreder, bruges årtusindet som periodeangivelse. Når fremstillingen dækker flere end 3-5 årtier, gives århundredet som periode, men altså ikke de pågældende tiår.

Dette er den generelle regel, men der er eksempler, hvor der er givet flere årtier, typisk til værker der behandler, f.eks. 2-3 årtier på hver side af et århundredeskifte eller behandlinger af 1. halvdel af 1900-tallet. Dette skyldes, at tæt ved vor egen tid føles det som tomgang at give hele århundredet.

5.5.2. Verbale tidsangivelser

Der bruges verbale tidsangivelser for geologiske eller historiske epoker som f.eks. istiden, vikingetiden, bronzealderen, middelalderen, oldtiden. Hvis værket omhandler en del af perioden, udtrykkes perioden også i tal.

Konkrete historiske begivenheder får emneord på den historiske begivenheds navn som fællesnavn og på periodebetegnelsen, der dækker den periode, hvor begivenheden fandt sted.

5.6. Titler

Til værker, der omhandler bestemte værker, kan gives emneord på værkets titel. Der skal være tale om en grundig analyse af værket, for at der gives emneord på titlen. Ved et værk med en titel forstås et resultat af intellektuelt eller kunstnerisk arbejde.

Navne på edb-programmer, legetøj og forskellige typer af spil f.eks. skak, ludo etc. opfattes ikke som titler. Titler på enkelte spil f.eks. World of warcraft, Fætter Kanin o.lign, hvor spillet er emnet, indekseres med titlen som emneord.

5.6.1. Valg af form

Ved valg mellem dansk og udenlandsk titel vælges den danske. Hvis der ikke findes en dansk titel, vælges den udenlandske.
Hvis den udenlandske titel er mere kendt end den danske, anvendes den udenlandske,

f.eks. Strictly ballroom fremfor De forbudte trin

Hvis det skønnes relevant, kan der laves brug-henvisning eller se også-henvisninger fra den ene form til den anden.

Titler som emneord gengives i den mest kendte form, hvis valget står mellem flere titler eller flere former. Titlen gengives i moderne retskrivning med henvisning fra afvigende stavemåde, der fremgår af materialet.

f.eks. Snedronningen fremfor Sneedronningen

Titler på andre materialer, som f.eks. kunstværker, forsøges verificeret i opslagsværker.

Hvor der ved den deskriptive katalogisering anvendes uniforme titler, tilstræbes det, at man vælger disse. Der er dog undtagelser, hvor den uniforme titel er uhensigtsmæssig i søgning:

Den uniforme titel for Mosebøgerne i følge Katalogiseringsreglerne er: Bibelen. GT. Mosebøgerne (med henvisning fra Mosebøgerne) men Mosebøgerne anvendes som kontrolleret emneord.

Hvis det oprindelige værk ændres til genbrug i et andet medium, får det nye, afledte værk en tilføjelse.

Ved sammenfald mellem en samlings titel og titel på enkeltbidrag tilføjes formbetegnelsen til enkeltbidraget.

5.7. Formbetegnelser

Ved formbetegnelser forstås her betegnelser for materialernes indre form - ikke den ydre form: bøger, dvd’er, fotografier mv.

Bemærk at et ord sagtens kan optræde både som formbetegnelse og som almindeligt emneord. Eventyr f.eks. findes både som emne: om eventyret som genre, og som form: de konkrete eventyr.

Der kan være flere grunde til at skelne mellem værkernes indre form:
Den kan være forskellig fra den almindelige fortællende eller oplysende tekst

Den kan have en bestemt »stil«, en slags litterær genre,

Den kan være en slags faglitterær genre, hvor der forventes at findes bestemte oplysninger

En del formbetegnelser kan, sammen med et emne, indgå som led i en del faste sammensatte udtryk, f. eks fremmedordbøger, frimærkekataloger m.m. Disse bøger indekseres med den sammensatte betegnelse, desuden gives den »rene« formbetegnelse f.eks. »ordbøger« samt emnet.

Formen »udstillingskataloger« er en undtagelse, der aldrig opdeles, da den betragtes som så fast en form, at det virker meningsløst at give »kataloger«.

5.8. Målgruppe - brugerniveau - anvendelighed

Målgruppe angives, hvis en specifik målgruppe fremgår af materialet – omslag, forord m.v. eller af medfølgende materiale. Ofte angives en primær målgruppe, hvorefter der tilføjes, at værket også er for andre interesserede. F.eks. kan der være angivet, at et værk er for advokater, men også interessant for jurastuderende eller advokatsekretærer m.fl. I disse tilfælde angives kun den eller de primære målgrupper.

Ved angivelse af målgruppe og/eller brugerniveau er der, lige så vel som for de almindelige emneord, foretaget nogle valg med hensyn til syntaks og foretrukken form med henvisninger fra den ikke foretrukne form.

For at skelne målgruppe- og niveauemneord fra almindelige faglitterære emneord indledes emneordet med ordet »for«. Se dog undtagelser under afsnittet Aldersgrupper og niveau 5.8.5. I nogle tilfælde kan en målgruppe ikke udtrykkes kort på formlen »for …« . I disse tilfælde kan der formuleres en note.

f.eks. Beregnet til samtale mellem børn og voksne om vold i familien

På artikelområdet anvendes ikke målgruppe.

5.8.1. Lærebøger/undervisningsmaterialer

For undervisningsmaterialer og lærebøger angives emneord på uddannelsesniveau, som f.eks. »for stx«. Praksis for de enkelte uddannelsesniveauer angives nedenfor i 5.8.2-5.8.4.

Materialer, der generelt har sigte på, at voksne kan dygtiggøre sig via kurser og lignende, får »for voksenundervisning«.

5.8.2. Folkeskolen

Ved materialer beregnet til folkeskolen angives altid »for folkeskolen« kombineret med eventuelle klassetrin.

f.eks. for folkeskolen ; for 4. klasse

Hvis materialet er for flere klassetrin, angives alle klassetrin.

f.eks. for folkeskolen ; for 1. klasse ; for 2. klasse ; for 3. klasse ; for 4. klasse

I folkeskoleregi bruges et fast begreb »for begynderundervisning« til den første indlæring, og udtrykket anvendes som emneord, hvis det fremgår af materialet.

Desuden angives skolefaget, hvis materialet retter sig mod et bestemt fag, som f.eks. »for historieundervisning«

Børnelitteratur får desuden angivelse af alderstrin som beskrevet under afsnittet Aldersgrupper og niveau 5.8.5.

5.8.3. De gymnasiale uddannelser

Ved materialer beregnet for gymnasial uddannelse gives altid »for gymnasiale uddannelser« kombineret med de enkelte gymnasiale uddannelser.

For de enkelte gymnasiale uddannelser bruges fast termerne »for stx«, »for hf«, »for hhx« eller »for htx«.

Materialerne får emneord på alle de gymnasiale uddannelser, der er nævnt som målgruppe. Det betyder, at et materiale, som angiver at være beregnet for de gymnasiale uddannelser, udover »for gymnasiale uddannelser«, vil få alle de enkelte gymnasiale uddannelser, som materialet retter sig mod, som målgruppeemneord:

f.eks. for gymnasiale uddannelse ; for stx ; for hf ; for hhx ; for htx

Hvis materialet henvender sig til bestemte gymnasiale uddannelser, eksempelvis stx og hf, vil det udover »for gymnasiale uddannelser«, få de anførte gymnasiale uddannelser som målgruppeemneord:

f.eks. for gymnasiale uddannelser ; for stx ; for hf

I de gymnasiale uddannelser er de enkelte fag niveaudelt fra niveau C- A. Derfor angives faget og fagets niveau. Materiale beregnet til undervisning i kemi på A-niveau i gymnasiet få emneordene:

for gymnasiale uddannelser ; for stx ; for kemiundervisning ; for A-niveau

I de (få) tilfælde, hvor et materiale retter sig mod forskellige fag på forskellige niveauer, f.eks. for kemi på A-niveau og fysik på B-niveau vil en kombinatorisk søgning på f.eks. fysik og a-niveau give et forkert resultat. I disse tilfælde udtrykkes den korrekte sammenhæng mellem fag og niveau i en note.

5.8.4. Andre uddannelsesniveauer

For materialer, der retter sig mod studerende ved uddannelser til primært én bestemt profession eller i et bestemt fag angives brugerkategorien ved navnet på uddannelsen i ubestemt entalsform.

Grundfag inden for erhvervsuddannelserne er niveaudelt fra F-C, og får emneord på niveau på samme måde som beskrevet under de gymnasiale uddannelser.

5.8.5. Aldersgrupper og niveau

Der angives aldersbetegnelser som f.eks. »for unge« »for ældre« samt »for forældre«, der ikke er en aldersbetegnelse, men dog er et bestemt aldersafsnit i livet, når materialet er beregnet for en specifik aldersgruppe, men ikke hvis materialet blot på en eller anden måde handler om aldersgruppen.

For børnelitteratur angives den aldersgruppe, som materialet henvender sig til, dog højst 16 år. Aldersangivelsen formuleres som et aldersinterval.

Hvis materialet kræver formidling, dvs. hvis teksten ikke kan forventes at kunne læses eller forstås af barnet selv eller har en alvorlig karakter, kan aldersangivelsen kombineres med »formidling …«.

f.eks. formidling for 10-12 år

Aldersangivelsen kan også kombineres med materialets anvendelighed til såvel formidling for mindre børn som selvlæsning af større børn. Emneordet »selvlæsning for …« anvendes kun i denne kombination

Bøger, som er specielt tilrettelagt, for at de skal være lette at læse, får emneordet »let at læse«. Hvis bogen yderligere er beregnet for begynderlæsere, får den også »for begynderlæsere«.

Deciderede undervisningsmaterialer får ikke alder, men kun klassetrin som emneord, som beskrevet under afsnit 5.8.2.

Se også ”Indeksering af skønlitteratur” (5.5.2. Aldersgrupper og niveau).

5.8.6. Andre målgrupper

Materialer kan være rettet mod andre specifikke grupper af mennesker end lige inden for uddannelsessystemet. Der kan angives målgrupper inden for mange forskellige områder, som f.eks. erhvervsgrupper, nationaliteter, sprogfællesskaber m.v., hvis målgruppen er specifikt nævnt i værket.

Ved materialer rettet til patientgrupper anvendes sammensætninger med -patienter.

Hvis patientgruppen har et selvstændigt navn anvendes dette.

Materialer som er skrevet til brug i enkelte former for institutioner for institutionsformen som målgruppe, så vidt muligt i ubestemt flertalsform.

Indhold:

6.1. Litteratur om personer
  6.1.1. Biografier
  6.1.2. Kunst og litteratur
  6.1.3. Øvrige områder
  6.1.4. Bibliografier - diskografier
  6.1.5. Breve - Dagbøger - Anekdoter
  6.1.6. Sygehistorier
  6.1.7. Rejsebeskrivelser
6.2. Litteratur om lande og lokaliteter
  6.2.1. Fremmede lande og lokaliteter
  6.2.2. Danmark
6.3. Litteratur om historie
  6.3.1. Hvornår gives periodebetegnelser
  6.3.2. »Historie« som emneord
  6.3.3. Et lands/områdes historie
  6.3.4. Historiske emner
  6.3.5. Samtidshistorie
  6.3.6. Genstandes og fags historie
  6.3.7. Sammensatte begreber med ...historie

6.1. Litteratur om personer

Inden for området biografisk stof anvendes en række forskellige formbetegnelser f.eks. »erindringer«, »sygehistorier«, »dagbøger« og lignende.

6.1.1. Biografier

Med biografier menes skildringer, der dækker en persons liv og virke. Det skal være værkets intention at beskrive en persons liv og virke, for at formbetegnelserne for biografi anvendes. Det er ikke nok, at der er biografiske oplysninger i f.eks. et interview, eller at der er tale om præsentation af en forfatter, en kunstner eller en erhvervsleder i anledning af en udgivelse, en premiere eller et jobskifte.

Formbetegnelsen »biografier« bruges om det, der er skrevet af andre, »erindringer« og »barndomserindringer« om det, der er selvoplevet. Sidstnævnte indekseres også med »erindringer« for at sikre, at en søgning giver både barndoms- og voksenliv.

Der gives som grundregel emneord på personens navn.

Hvis indekseringen kan »bære« formbetegnelsen »erindringer« eller »biografier«, kan det overvejes også at give emneord på vedkommendes fag/profession/stillingsbetegnelse (f.eks. læger, skuespillere, fodboldspillere), hvis værket giver et billede af den pågældendes udøvelse af erhvervet.

Hvis det er en persons barndomserindringer, altså før vedkommende fik sit erhverv, eller hvis det er helt andre temaer/miljøer, der behandles, skal der ikke indekseres med vedkommendes profession/virke.

Nationalitetsbetegnelse gives aldrig i forbindelse med profession. På områder som f.eks. filmskuespillere, hvor litteraturmængden gør, at der er behov for en opdeling i nationalitet, kan landet gives ekstra.

6.1.2. Kunst og litteratur

Inden for områderne kunst og litteratur indekseres også med fagområdet, f.eks. »dansk malerkunst«, »dansk litteratur« samt evt. periode. Dette sikrer, at man i en søgning på f.eks. »dansk malerkunst« også får værker om de enkelte malere.

6.1.3. Øvrige områder

På andre fagområder indekseres også med fagområdet, hvis værket giver et billede af området/fagets udøvelse.

6.1.4. Bibliografier - diskografier

Hvis en bibliografi/diskografi kun omhandler en persons produktion, gives emneord på faget foruden personens navn og »bibliografier/diskografier«.

Hvis værket kun er om vedkommendes liv gives emneord på navnet, professionen + »bibliografier/diskografier«. F.eks. får en bibliografi over værker af Søren Kierkegaard emneord på faget »filosofi« og en bibliografi over værker om Søren Kierkegaard får emneord på professionen »filosoffer« - foruden at begge værker får emneord på »Kierkegaard, Søren« og »bibliografier«.

Analyser af en forfatters litterære værker indekseres med personens navn samt sprogets litteratur, men ikke med vedkommendes profession. Desuden gives formbetegnelserne »litteraturanalyser« og »analyser«

6.1.5. Breve - Dagbøger - Anekdoter

Breve, dagbøger og anekdoter om personer indekseres med personen/personernes navne samt med formbetegnelsen »breve«, »dagbøger« eller »anekdoter«.

Der kan gives emneord på fagområde og profession, hvis der i værket er belæg for det.

6.1.6. Sygehistorier

Beskrivelser af en persons sygdom og dens forløb indekseres med sygdommens navn og formbetegnelsen »sygehistorier«.

Hvis fremstillingen er meget personlig, indekseres også med den pågældendes navn.

En del værker beskriver ikke alene sygdommen, men også det at være ramt af den, og/eller det at skulle leve med den. I sådanne tilfælde gives også den pågældende persongruppe, hvis en sådan betegnelse findes.

6.1.7. Rejsebeskrivelser

Som regel indekseres rejsebeskrivelser med landet og formbetegnelsen »rejsebeskrivelser«.

Hvis der i værket fokuseres på bestemte sider af landet, f.eks. politiske eller sociale forhold, gives der også emneord på dette.

Hvis værket ikke kun beskriver rejsen og landet, men også er meget personligt, kan der gives emneord på den rejsendes navn.

I enkelte tilfælde er rejsebeskrivelsen i dagbogsform. Her gives desuden formbetegnelserne »rejsedagbøger« og »dagbøger«.

6.2. Litteratur om lande og lokaliteter

Se også det generelle afsnit om Stednavne som emneord, afsnit 5.4.

6.2.1. Fremmede lande og lokaliteter

Generelt gælder:

1. når et landenavn anvendes som emneord, gives der ikke emneord på den verdensdel landet ligger i, medmindre fremstillingen har både lokal og generel karakter,

f.eks. Tanzania ikke Tanzania + Afrika

2. når navnet på en region eller en by anvendes som emneord, gives der også emneord på det land, hvor regionen eller byen ligger.

6.2.2. Danmark

Danmark som emneord bruges næsten parallelt med andre landenavne, der er dog nogle undtagelser:

1. I dansk litteratur er den danske baggrund ofte underforstået, og hvis dette automatisk udløste emneordet Danmark, vil brugen af dette ord blive så hyppig, at det vil give søgeproblemer - »støj«. Emneordet Danmark gives altså kun, hvis værket beskriver danske forhold specielt
2. Hvis en dansk lokalitet gives som emneord, gives ikke automatisk emneord på Danmark.
3. Hvis fremstillingen har både lokal og generel karakter, gives emneord både på lokaliteten og Danmark.

6.3. Litteratur om historie

6.3.1. Hvornår gives periodebetegnelser

Det væsentligste kriterium for at indeksere med en periodeangivelse er, om tidsaspektet spiller en væsentlig rolle i fremstillingen.

Dette vil ofte være tilfældet, hvor det drejer sig om historiske fremstillinger vedrørende et emne, men også i andre tilfælde kan det være relevant at angive en tidsangivelse som en del af indekseringen.

Der kan skelnes mellem 1) egentlige historiske fremstillinger, forstået som værker der behandler enten historiske emner eller emner med et historisk aspekt, og 2) værker, der behandler et emne indenfor en given tidsperiode, dvs. hvor perioden så at sige er rammen om fremstillingen.

Hvad angår den første type værker, vil det som oftest være relevant at give en eller flere periodeangivelser. Også de værker, hvor perioden først og fremmest er rammen om emnet, vil det ofte være relevant at indeksere med en periodebetegnelse.

Specielt for beskrivelser af nutidige forhold gælder, at lige som »Danmark« ofte er underforstået i litteraturen, er det også ofte underforstået, at de forhold eller emner litteraturen behandler, foregår i nutiden. Hvis publikationen søger at give en sammenhængende beskrivelse af emnet, f.eks. gennem de sidste 10 år, eller et bud på, hvordan udviklingen vil blive, skal dette selvfølgelig angives i emneordene. Men hvis det er underforstået, at emnet er behandlet under »nutidige briller«, fordi publikationen tilfældigvis er skrevet nu, så gives ikke periode. Den type litteratur må man senere søge via udgivelsesår.

6.3.2. »Historie« som emneord

Hvis et værk behandler enten historiske emner eller emner med historisk aspekt, angives dette med emneordet »historie« samt eventuelle periodebetegnelser. Det er en forudsætning, at værket viser en kronologisk udvikling. Værker, der kan have historisk interesse, men ikke i sig selv beskriver et historisk forløb, får ikke »historie«.

6.3.3. Et lands/områdes historie

Ved generelle gennemgange af et lands historie gives emneord på landet og historie samt tidsperioder, hvis fremstillingen dækker en eller flere bestemte perioder.

Ved skildringer af Danmarks samlede historie suppleres desuden med emneordet danmarkshistorie.

Ved enkelte danske lokaliteters historie gives lokalitetens navn og historie. Her vil der ofte kunne gives en eller flere tidsperioder, men hvis fremstillingen dækker alle tider, gives ingen perioder.

Emneordet lokalhistorie bruges om faget lokalhistorie.

6.3.4. Historiske emner

Hermed menes begivenheder (f.eks. revolutioner, krige), som næsten pr. definition er historiske. I disse tilfælde bruges også emneordet historie.

6.3.5. Samtidshistorie

Her drejer det sig primært om skildringer af et land i dag, hvor f.eks. de sidste ti års historie, samfundsudvikling osv. behandles.

Fremstillingerne er ofte en blanding af politiske forhold (f.eks. styrkeforholdet mellem forskellige grupper), politisk system og samfundsforhold i almindelighed (f.eks. udviklingen af undervisningssystem m.m.). Hvis fremstillingen hovedsagelig omhandler nutidige forhold, bruges ikke termen »historie«, men f.eks. samfundsforhold:
Fremstillinger, der både rummer samtidshistoriske og historiske aspekter, indekseres med både »historie« og f.eks. »samfundsforhold«.

6.3.6. Genstandes og fags historie

Til emner, som selv har en historie, f.eks. genstande, organisationer, fag mv., som har gennemgået en udvikling gennem tiden, gives »historie«, hvis fremstillingen dækker hele genstandens eller fagets historie, men - som hovedregel - ikke periodeangivelse:
Hvis fremstillingen beskriver udviklingen i en afgrænset tidsperiode af emnets »levetid«, gives både historie og periode.

6.3.7. Sammensatte begreber med ...historie

Dansk er et sprog, hvor sammensatte ord er et udbredt fænomen, og derfor har værker, der er en historisk gennemgang af et eller andet emne, ofte selv konstrueret en sammensat term med »emnet« + »historie«, f.eks. »ordenshistorie«. Men hovedreglen er, at man skal være yderst restriktiv med at bruge disse sammensatte begreber som emneord.

Der er dog nogle undtagelser:

1. Ord der betegner fag, og hvor det vil virke kunstigt ikke at kunne søge på den sammensatte term, f.eks. indekseres med ord som »litteraturhistorie«, »arkitekturhistorie« eller »verdenshistorie«, da man har skønnet, at det virker mest naturligt for brugeren at søge med disser termer, fremfor en kombinatorisk søgning på »litteratur«+«historie«, »arkitektur«+«historie« eller »verden«+«historie«. Disse emneord bruges dog kun, når publikationen dækker hele fagets historie. Enkelte forfattere, enkelt bygninger eller enkelte begivenheder i verdenslitteraturen får altså ikke disse emneord, men må søges ved at kombinere med historie.
2. Enkelte »væsner« f.eks. landbrugsvæsen, skolevæsen, fængselsvæsen og lignende indekseres ved historiske fremstillinger med de sammensatte begreber f.eks. landbrugshistorie, skolehistorie, kirkehistorie osv. Hvor det virker hensigtsmæssigt, kan man eventuelt give ordene opsplittet ekstra, f.eks. »landbrugsvæsen« + »historie«, »skolevæsen« + »historie«, »fængselsvæsen« + historie«.

Hvis en fremstilling tager udgangspunkt i en bestemt skole, kirke eller anden delmængde af »væsenet«, men også giver et billede af udviklingen inden for hele »væsenet«, indekseres også med det sammensatte historieord, f.eks. skolehistorie.

Isolerede beskrivelser af en enkelt skole, kirke eller lignende får kun »historie« + kategori + evt. tidsperiode

Documentation : guidelines for the establishment and development of monolingual thesauri. - 2. ed.. - [Genève] : International Organization for Standardization, 1986. - iii, 32 s., 30 cm.. - (International standard ; ISO 2788)

Hjørland, Birger: Informationsvidenskabelige grundbegreber. - 2. reviderede udgave. - Kbh. : Danmarks Biblioteksskole, 1995. - 2 bind (iv, xiii, 457 sider)

Indeksering af musik / udarbejdet af Dansk BiblioteksCenter. - Ballerup : Dansk BiblioteksCenter, 1998. - (DBC’s indekseringsvejledninger)

Indeksering af skønlitteratur / udarbejdet af Dansk BiblioteksCenter. - Ballerup : Dansk BiblioteksCenter, 1998. - (DBC’s indekseringsvejled-ninger)

Information og dokumentation : vejledning i indeksering : metoder til dokumentanalyse, emnebestemmelse og valg af emneord. - Hellerup : Dansk Standard, 1994. - 7 s.. - (DS/INF ; 100)

Katalogiseringsregler og bibliografisk standard for danske biblioteker. - 2. udgave omarbejdet til brug for onlinkataloger / udarbejdet af Katalogdata-rådet for Biblioteksstyrelsen. - Ballerup : Dansk BiblioteksCenter, 1998. - 3 bd.

Retskrivningsordbogen på nettet / Dansk Sprognævn. – Lokaliseret den 3. juni 2019 på https://dsn.dk/ro

Denne vejledning i emneindeksering af musik tager udgangspunkt i selve musikken og de medier eller dokumenter, der er med til at fastholde og formidle den, først og fremmest noder og fonogrammer.

Der gives hovedsagelig emneord på:

Musikkens genre (rock, jazz) med undergenre (heavy metal, swing, bop) og på musikkens stilart (renæssance, barok, romantik). Se afsnit 5.4.

Musikkens form (orkestersuite, symfoni, opera). Se afsnit 5.7.3.

Musikkens funktion (julemusik, filmmusik). Se afsnit 5.5.

Besætning: Hovedinstrumenter, ensembletype, samt om musikken er vokal eller instrumental. Se afsnit 5.6.

Periode: Værkets tilblivelsesår, dvs. indspilningsår for "populære" musikoptagelser og kompositionsår for klassiske musikoptagelser og noder. Se afsnit 5.3.

Stednavn: Hovedudøverens hjemland for "populære" musikoptagelser og komponistens hjemland for klassiske musikoptagelser og noder. Folkemusik får emneord på musikkens hjemland, ofte også på regioner og byer. Se afsnit 5.1.3.

Men også på:

Personnavne. Se afsnit 5.1.1.

Korporationsnavne. Se afsnit 5.1.2.

Titler. Se afsnit 5.2.

Desuden kan der gives emneord:

- som i højere grad relaterer sig til indspilning og udgivelse end selve musikken (historiske optagelser, originalinstrumenter, guitarskoler). Se afsnit 5.7.2.

- som beskriver målgruppen for udgivelsen (for børn, for seminarier). Se afsnit 5.8.
 

Forskelle på musikemneord og fag- og skønlitterære emneord

Selvom musikemneordene og de fag- og skønlitterære emneord bygger på det samme regelsæt, kan der være forskelle i udformningen. Musikfonogrammer og noder er både i form og indhold forskellige fra bøger og artikler.

Musik har - isoleret set - ikke nogen emnemæssig handling. Der kan være en tekst, som knytter sig tæt til musikken, som i Wagners operaer eller mange af Schuberts lieder. Musikken kan også være skrevet i en bestemt anledning (bryllup, begravelse, VM-fodbold), eller være skrevet med den intention at beskrive et handlingsforløb, såkaldt programmusik, f.eks. Musorgskij: Udstillingsbilleder, eller Smetana: Moldau. Men musikken selv anslår blot ved hjælp af instrumenter, harmonier, tempo og dynamik nogle stemninger. Resten er op til lytterens tolkning.

Det er således i egentlig forstand ikke emneord, vi beskriver musikken med, men snarere en række karaktertræk eller egenskaber ved musikken. Det betyder, at vi i langt højere grad end med de litterære emneord opfatter musikemneordene som begreber og ikke genstande. En bog eller en artikel kan handle om begrebet "opera" eller beskrive handlingen i en række operaer. Et musikværk er en opera, eller en symfoni eller en klaversonate - som form og begreb! Musikemneordene vil derfor ofte være anført i ental. Se afsnit 3.2.1.

En anden markant forskel er, at noder og især fonogrammer som regel er samlinger eller antologier, kun sjældent monografier! De indeholder flere værker, ofte af samme komponist, med samme udøver, eller for samme besætning. Der er dog også en del udgivelser uden nogen indbyrdes forbindelse eller sammenhæng mellem værkerne.

På fælles niveau gives emneord til enkelte værker, hvis emneordet er repræsentativt for mindst 20% af det samlede indhold.

Især de klassiske fonogrammer kan være vanskelige at emneindeksere på fælles niveau, og derfor får klassiske fonogrammer med værker af 2 og 3 forskellige komponister en komplet emneindeksering for hver komponist. Se afsnit 2.5.1.
 

Forskelle på fonogramemneord og nodeemneord

I enkelte tilfælde vil noden til og musikoptagelsen af det samme musikværk få tildelt forskellige emneord. Det kan ske, hvis katalogiseringsreglerne angiver, at musikfonogrammet skal indføres under en udøver, noden indføres under en komponist, og udøver og komponist ikke er samme person.

I dette kapitel gennemgås en analysemodel beregnet til brug ved indeksering af musikfonogrammer og noder på DBC.
Analysemodellen er tænkt brugt til følgende formål:
 

• ved introduktion og oplæring af nye medarbejdere og vikarer
   
• til hjælp ved vanskelige indekseringer
   
• som checkliste
   
• til hjælp ved uenighed om indekseringer, f.eks. i anledning af eksterne forslag eller klager
   

Det må anbefales, at man ved anvendelse af analysemodellen adskiller analysen og emneordsgivningen. I praksis vil det dog ofte være en sammenhængende proces.

Det er ikke nødvendigvis ethvert resultat af emneanalysen, som skal udtrykkes i emneord. Det tilstræbes, at man ved hjælp af emneordene giver en fyldestgørende karakteristik af emnet. Der kan dog i de fastlagte indekseringsprincipper være udstukket særlige retningslinier for, om visse aspekter bedre kan udtrykkes i noten eller skal medtages som kodede oplysninger i henhold til formateringspraksis.

Udvælgelsen af emneord vil i sidste ende bero på indeksørens vurdering af væsentligt og uvæsentligt.

Men analysemodellen kan sikre, at man ikke glemmer elementer af emneanalysen og finder frem til mulige kandidater til emneord.

Udgangspunkt for analysemodellen er først og fremmest Dansk Standards vejledning i indeksering (DS/INF 100:1994).

1.1. Emneanalysens formål

Emneanalysens formål er, at foretage en systematisk undersøgelse af dokumentet, for efterfølgende at udtrykke dokumentets emner i form af emneord.

Hovedprincippet for DBC's indeksering er en dokumentorienteret indeksering, dvs. en indeksering som tager sit udgangspunkt i det foreliggende dokument.

1.2. Analysemodel

Indekseringen består i tre faser (som ofte i praksis glider ind over hinanden):

1. At undersøge dokumentet og bestemme dets emner
2. At uddrage de hovedbegreber, som emnerne består af
3. At udtrykke begreber i emneord

1.2.1. Undersøgelse af dokumentet
 

1.2.1.1. Undersøgelse af musikfonogrammer

En fuldstændig gennemlytning af fonogrammet vil normalt ikke være mulig - eller nødvendig. Men indeksøren bør sikre sig, at ingen nyttig information overses (og -høres). Analysen bør - udover almindelig orientering i dokumentet - især tage udgangspunkt i følgende dele:

1. Titel, undertitel
2. Yderligere tekst fra etiket, omslagets forside og ryg samt bagsidetekst
3. Indholdsfortegnelse
4. Præsentation af komponister, udøvere, musikken, instrumenter m.m. på omslag eller i bilag
5. Sangtekster på omslag eller i bilag
6. Illustrationer, diagrammer, inkl. evt. undertekster på omslag eller i bilag
7. Opslag i baser, primært DanBib (med henblik på at finde evt. andre indspilninger af samme værk (klassisk musik), andre dokumenter med samme udøver eller andre dokumenter, der ligner)
8. Leksika og andre opslagsværker, lærebøger, ordbøger o.l.
9. Søgninger på internettet
10. Information fra pladeselskaber
11. Anmeldelser (primært - for den ikke-klassiske musik - via opslag i Pladeanmeldelser)
12. Henvendelse til fagspecialister
     

1.2.1.2. Undersøgelse af noder

En fuldstændig gennemlæsning af dokumentet vil normalt ikke være mulig - eller nødvendig. Men indeksøren bør sikre sig, at ingen nyttig information overses (og -høres). Analysen bør - udover almindelig orientering i dokumentet - især tage udgangspunkt i følgende dele:

1. Titel, undertitel
2. Yderligere tekst fra omslag
3. Abstract, resumé, formål
4. Indholdsfortegnelse
5. Præsentation af komponister, tekstforfattere, arrangører m.fl., udøvere på omslag eller i tekstafsnit
6. Præsentation af musikken (noderne), instrumenter, evt. tilhørende av-materialer m.m. på omslag eller i tekstafsnit
7. Sangtekster
8. Illustrationer, diagrammer, tavler, inkl. evt. undertekster
9. Litteraturhenvisninger, diskografi, filmografi
10. Registre
11. Opslag i baser, primært DanBib (med henblik på at finde evt. andre publikationsformer af samme værk, enten som node (anden besætning/arrangement) eller som indspilning, eller andre dokumenter med samme komponist og/eller udøver eller andre dokumenter, der ligner)
12. Leksika og andre opslagsværker, lærebøger, ordbøger o.l.
13. Søgninger på internettet
14. Information fra nodeforlag
15. Henvendelse til fagspecialister

1.2.2. Begrebsbestemmelse
 

1.2.2.1. Begrebsbestemmelse af musikfonogrammer

Efter at have undersøgt dokumentet bestemmer indeksøren de begreber, som er væsentlige elementer i en beskrivelse af dokumentets emnemæssige aspekter.

Følgende checkliste omfatter de elementer, som skal overvejes:

Genre/Stilart
Tilhører musikoptagelsen en bestemt genre eller en bestemt stilart? - et musikalsk udtryk som ofte enten knytter sig til en bestemt tid (periode), et bestemt sted (nation, region) og/eller et bestemt miljø (socialt, aldersmæssigt, racemæssigt).

Funktion/Intention
Er musikoptagelsen foretaget med en bestemt intention eller funktion for øje?

Personnavne, organisationer m.v.
Er der personer, institutioner, arrangementer mv. som er centrale, fremhævede og ofte udgør et formål med udgivelsen? (konceptudgivelser, støtteudgivelser, jubilæumsudgivelser etc.)

Geografisk aspekt
Har musikken et geografisk tilhørsforhold? Det kan være selve musikken, der knytter sig til et område (land, region, by) men også en komponists eller hovedudøvers nationalitet.

Tidsaspekt
Knytter musikken sig til et bestemt tidspunkt eller -periode? Det kan være kompositionsår, indspilningsår m.v.

Besætning
Er det vokal- eller instrumentalmusik? Er der et eller flere fremtrædende instrumenter eller ensembletyper?

Form
Har musikken eller udgivelsen en bestemt form? Det kan være den enkelte musikoptagelse (sonateform, messe etc.) eller fonogrammet som helhed (filmsoundtracks, brug af originale/autentiske musikinstrumenter etc.).

Brugerkategori/Niveau
Er musikken skrevet, indspillet eller udgivet for en bestemt målgruppe eller på et bestemt niveau?

 
1.2.2.2. Begrebsbestemmelse af noder

Efter at have undersøgt dokumentet bestemmer indeksøren de begreber, som er væsentlige elementer i en beskrivelse af dokumentets emnemæssige aspekter.

Følgende checkliste omfatter de elementer, som skal overvejes:

Genre/Stilart
Tilhører den musik, der er trykt i noden, en bestemt genre eller en bestemt stilart? - et musikalsk udtryk, som ofte enten knytter sig til en bestemt tid (periode), et bestemt sted (nation, region) og/eller et bestemt miljø (socialt, aldersmæssigt, racemæssigt).

Funktion/Intention
Er noden udgivet med en bestemt intention eller funktion for øje?

Personnavne, organisationer m.v.
Er der personer, institutioner, arrangementer mv. som er centrale, fremhævede og ofte udgør et formål med udgivelsen? (konceptudgivelser, støtteudgivelser, jubilæumsudgivelser etc.)

Geografisk aspekt
Har musikken et geografisk tilhørsforhold? Det kan være selve musikken, der knytter sig til et område (land, region, by) men også en komponists eller hovedudøvers nationalitet.

Tidsaspekt
Knytter musikken sig til et bestemt tidspunkt eller en bestemt periode? Det vil som regel dreje sig om kompositionsår.

Besætning
Er det vokal- eller instrumentalmusik? Er der et eller flere fremtrædende instrumenter eller ensembletyper?

Form
Har musikken eller udgivelsen en bestemt form? Det kan være det enkelte musikstykke (sonateform, messe etc.) eller udgivelsen (klaverskalaer, guitarskole etc.).

Brugerkategori/Niveau
Er musikken skrevet eller udgivet for en bestemt målgruppe eller på et bestemt niveau?

2.1. Formål med emneordene

Formålet med indekseringen er genfinding - at dokumenterne skal dukke op i en søgning, hvor de er relevante, og helst ikke i en søgning, hvor de ikke er relevante.

Set fra indeksørens side er opgaven bl.a. at tildele ord, der dækker dokumentets emne. Samtidig skal det være ord, man kan forestille sig, at interesserede brugere vil søge på.

Man skal forsøge at forudsige så mange mulige "anvendelser" af et musikfonogram eller en node som muligt.

For at opnå ensartethed i indekseringen tilstræbes objektivitet hos indeksørerne.

Indeksøren behøver ikke nødvendigvis udtrykke alle de begreber, der er bestemt ved emneanalysen af dokumentet, som emneord. Valget af begreber afhænger af dokumentets art og indhold, og det skal derfor vurderes, om forskellige typer brugere vil kunne finde frem til det uden at kende det på forhånd - og uden at få en hel masse andre dokumenter samtidig, som ikke svarer helt til det ønskede.

Emneordene bruges især til søgning, men indgår også i søgerens vurdering af materialets relevans.
 

2.2. Emneord i forhold til klassifikation

Valg af emneord er principielt uafhængigt af klassifikationen.

Således vil f.eks et fonogram med opstillingssignatur ROCK og klassificeret i gruppe 78.794:5 (Rock'n roll. Rock. Folk) i nogle tilfælde også få emneordet rock, i andre ikke.

Et fonogram eller en node klassificeret i gruppe 78.442 (Violin) vil som regel også få emneordet: violin.

I mange tilfælde vil de tildelte emneord dog være mere specifikke end decimalklasse-gruppens emne.
 

2.3. Emneord i forhold til noter

Som nævnt ovenfor bruges emneordene især til søgning, men de indgår også i søgerens vurdering af materialets relevans.

Det omvendte gælder for noterne, idet de først og fremmest har til formål at supplere den formelle emnebeskrivelse, således at brugeren bliver i stand til at afgøre, om de fundne dokumenter er relevante.

Emneordstildeling kan suppleres med indholdsbeskrivende noter, når indholdets karakter ikke fremgår tilstrækkeligt af beskrivelse, opstilling, klassemærke, emneord m.m.

Noten skal være en læsbar beskrivelse af materialet og kan evt. supplere og uddybe informationen i emneordene, men skal ikke mekanisk gentage de enkeltstående emneord. Ægte redundans skal undgås.

2.4. Kontrollerede emneord

Kontrollen med emneordene foregår i DBC ved hjælp af en emneordsbase 1. De enkelte emneordsposter er forsynet med brug- og se også-henvisninger, noter om indekseringspraksis samt - i det omfang, det er relevant - med henvisninger til, hvor emnet er placeret i DK5.

Der er ikke tale om en lukket emneordsliste. DBCs valg af emneord har som hovedprincip, at alle ord kan vælges, hvis blot vejledningens principper overholdes.

Der arbejdes altså ikke med tesaurus i traditionel forstand, men ved hjælp af emneordslisten tilstræbes det, at samme ord bruges for samme emne.

Aktualitet, smidighed og brugerorientering er prioriteret højere end gennemført styring og sikkerhed.

2.4.1. Ordforråd

Som emneord bruges almindelige danske ord og ordforbindelser. Hovedprincippet for sprogbrugen er at ramme det, som de fleste brugere vil forsøge sig med. Som det ses i kapitlerne om praktisk indeksering og principper for udformning af emneord, følges en række regler med hensyn til valg af ord (f.eks. danske ord fremfor udenlandske og fremmedord), men alle regler kan overtrumfes af et ord, som er det mest udbredte i praksis.

Fænomener, som kun kendes ved et slang-præget udtryk, kan bruges. Slang og modeprægede ord bør kun bruges som emneord, hvis man er sikker på, at det ikke er "døgnfluer". Vælger man at medtage et slangudtryk som kontrolleret emneord, bør man supplere med en mere "officiel" term, der kan sikre genfinding, også hvis slangudtrykket glider ud af sproget igen.

Værdiladede udtryk undgås. Ord, som ikke bruges som kontrollerede emneord, kan evt. anvendes som supplerende søgeord eller i noten, hvis man skønner, at nogen kan have glæde af denne søgeindgang.

Se også afsnit 2.5.3, hvor brugen af supplerende søgeord er nærmere beskrevet.

2.4.2. Postkoordinering

Emneordene er beregnet til postkoordineret emnesøgning. Det får bl.a. følgende konsekvenser:

- alle emneord i en post har i princippet lige stor vægt, og der kan ikke ud af de kontrollerede emneord læses noget om emnernes vægt i dokumentet.

- emneordene angiver ikke syntaktiske relationer.

Det sidstnævnte indebærer bl.a., at man ikke ud af indekseringen kan se, om f.eks emneordet Frankrig er givet, fordi der spilles musik fra Frankrig, eller fordi det er hovedudøverens eller komponistens nationalitet.
 

2.5. Indekseringsniveau

DBC giver principielt emneord så specifikt som muligt, dvs. indekseringssproget indeholder ikke i sig selv nogen begrænsning af specifikationsgraden. En cd med heavy metal indekseres med dette emne og ikke kun med det overordnede emneord: rock.

Mere almene begreber kan dog foretrækkes i visse tilfælde, f.eks. indenfor techno, hvor det kan være vanskeligt at skelne den ene undergenre fra den anden.

Besætningsangivelse gives som emneord kun på hovedinstrumenter og -ensembler, idet en brugbar fuldstændig emneindeksering af de mange forskellige instrumentsammensætninger, der kan forekomme på et fonogram eller i en node, ofte vil blive meget omfattende. Et eksempel på et fuldstændigt emneordssystem udviklet til emneord på besætning kan ses i "Emneord for musikkdokument i EDB-kataloger", kap. 5.1.a (se litteraturliste).

2.5.1. Emneord til antologier

Noder og især fonogrammer er - i modsætning til bøger - kun i mindre grad monografier, dvs. at en node eller et fonogram kun indeholder ét værk. Som regel indeholder noder eller fonogrammer flere værker, ofte af samme komponist, med samme udøver(e) eller for ens besætning. Der er dog også en del udgivelser uden nogen indbyrdes forbindelse eller sammenhæng mellem værkerne.

Det vil derfor være vanskeligt at undgå emneindeksering på det enkelte værks niveau i en eller anden grad, uden at indekseringen bliver intetsigende og uanvendelig. Modsat vil det være en meget ressourcekrævende opgave at indeksere alle musikfonogrammer og noder på værkniveau, med mindre emneordene kan linkes til de tilhørende værkdata (komponist, titel, decimalklassemærke) og samlet overføres (kopieres) fra en evt. hjælpepost/autoritetspost.

Søgemæssigt opstår der problemer i poster med mange musikværker, når søgningen ikke kan begrænses til at gå på de data, der vedrører det enkelte værk og evt. data vedrørende dokumentet som helhed uden støj fra andre værkdata i samme dokument.

DBC har valgt følgende praksis for de kontrollerede emneord, der beskriver musikken (genre, stilart, form, funktion, besætning, periodebetegnelser og stednavne):

Klassiske musikfonogrammer med værker af 1-3 komponister emneindekseres separat for hver komponist, dvs. op til 3 analytiske emneindekseringer pr. post. Er der flere værker af den enkelte komponist, indekseres de samlet (på fællesniveau) for hver komponist.
 

Eks. (fonogram)

Britten, Benjamin: Sonate for violoncel og klaver, C-dur, opus 65 /Rostropovitj/. - Decca 452895-2. - (2 180 071 6).

Indeholder også: Robert Schumann: Stücke im Vokston, opus 102. Claude Debussy: Sonate for violoncel og klaver, d-mol

Musikopstilling: Kammermusik

DK5: 78.434:4

Kontrollerede emneord (1. komponist):

Genre m.m.: neoklassik ; cellosonate ; kammermusik

Besætning: instrumental ; violoncel ; cello

Periodebetegnelse: 1960-1969

Stednavn: England

Kontrollerede emneord (2. komponist):

Genre m.m.: romantik ; kammermusik

Besætning: instrumental ; violoncel ; cello

Periodebetegnelse: 1840-1849

Stednavn: Tyskland

Kontrollerede emneord (3. komponist):

Genre m.m.: impressionisme ; cellosonate ; kammermusik

Besætning: instrumental ; violoncel ; cello

Periodebetegnelse: 1910-1919

Stednavn: Frankrig

Klassiske musikfonogrammer med værker af mere end 3 komponister emneindekseres på fællesniveau.
 

Eks. (fonogram)

Møldrup, Erling: The Danish classical guitar. - Kontrapunkt

32255. - (2 180 079 1).

Musikopstilling: Et instrument. Antologier

DK5: 78.4571

Kontrollerede emneord:

Genre m.m.: romantik ; kammermusik

Besætning: instrumental ; guitar

Periodebetegnelse: 1800-1899 ; 1930-1939

Stednavn: Danmark

Ikke-klassiske musikfonogrammer emneindekseres på fællesniveau.
 

Eks. (fonogram)

Dansk festival rock. - CMC 6187-2. - (2 180 852 0).

Musikopstilling: Rock. Antologier

DK5: 78.7941

Kontrollerede emneord:

Genre m.m.: rock

Besætning: vokal

Periodebetegnelse: 1990-1999

Stednavn: Danmark

Noder emneindekseres på fællesniveau.
 

Eks. (node)

Historische Tänze /Ved Karl Heinz Taubert/. - Schott, cop. 1988 - (2 182 176 4).

DK5: 78.531 ; 78.42

Kontrollerede emneord:

Genre m.m.: renæssance ; barok ; klassik ; dansemusik

Besætning: instrumental ; klaver

Periodebetegnelse: 1500-1599 ; 1600-1699 ; 1700-1799 ; 1800-1899

Stednavn: Europa

På fællesniveau kan der også gives emneord til enkelte værker, hvis emneordet er repræsentativt for mindst 20% af fonogrammets eller nodens samlede indhold. Emneord, der repræsenterer mindre end 20% af indholdet, kan undtagelsesvis medtages. Det kan være "unikke" emneord, f.eks. en genre, et instrument eller et land, som (stort set) ikke findes på andre indspilninger eller i andre noder.

Emner, der beskriver ydre karakteristika, f.eks. i forbindelse med udgivelsen (niveau, brugerkategori, publikationsform) angives på fællesniveau.

2.5.2. Antal emneord pr. dokument

Der er ingen bestemt grænse for antallet af emneord. Antallet bestemmes af dokumentets informationsmængde samt de indekseringsregler, der er fastsat i denne vejledning.

2.5.3. Supplerende søgeord

Der kan være behov for at udtrykke noget fra emneanalysen i søgeegnet form, som ikke - her og nu - kan tilpasses reglerne for kontrollerede emneord. I den situation kan anvendes såkaldte supplerende søgeord.

De supplerende søgeord anvendes af DBC på musikposterne især ved nye begreber: en ny genre, trend m.v., der enten går i sig selv eller med tiden bliver mere "veletableret" og dermed overgår til kontrolleret emneord.

Også mere kendte begreber kan indgå som supplerende søgeord, hvis indeksøren er usikker på f.eks. genre og ikke umiddelbart kan få den verificeret. Ved senere verifikation vil et supplerende søgeord overgå til kontrolleret emneord.
 

2.6. Semantiske relationer

Som allerede nævnt er DBCs musikemneord beregnet til postkoordinering og angiver ikke syntaktiske relationer.

Der er således ikke - som ved prækoordineret indeksering - mulighed for direkte at angive relationen, ligesom der heller ikke er nogen egentlig tesaurus, der kan vejlede brugeren i emnernes indbyrdes relationer. Emneordspostens brug- og se også-henvisninger kan i et vist omfang erstatte tesaurusen.

I de foreslåede indekseringsprincipper er der flere muligheder med hensyn til at udtrykke semantiske relationer mellem emneordene:

1. Relationen udtrykkes ved emneordene i posten
2. Relationen udtrykkes ved hjælp af en brug-henvisning (i emneordsposten)
3. Relationen udtrykkes ved hjælp af en se også-henvisning (i emneordsposten)
4. Relationen udtrykkes ikke

For at få overblik over hvornår og hvordan relationer angives, gennemgås de forskellige typer relationer. Den konkrete praksis vil blive omtalt senere.

2.6.1. Hierarkiske relationer

DBC forsøger at give emneord, som ligger på et "almindeligt brugbarheds-niveau" i forhold til dokumentets begreber og dets brugere, med et vist hensyn til de søgestrategier, man forestiller sig, brugerne vil anvende.

Som nævnt i afsnit 2.5 Indekseringsniveau indekseres principielt så specifikt som muligt. I mange tilfælde vil det dog - af søgemæssige årsager - være hensigtsmæssigt tillige at indeksere med en overordnet term.

Ved beslutning om, hvorvidt der skal gives et overbegreb som emneord, er der to modsat rettede behov at tage hensyn til:

1. Brugeren kender ikke alle, nogle få eller ingen eksempler inden for et begreb og vil derfor have glæde af, at overbegrebet angives i indekseringen. Det specifikke emneord skal medtages som kontrolleret emneord, men er alligevel for specifikt i forhold til nogle af de søgeargumenter, man i nogle tilfælde kan forvente vil blive brugt. I sådanne tilfælde gives også et overordnet ord.

2. Brugeren ønsker at finde musikmaterialer, der indeholder "ren" heavy metal, ikke specielle undergenrer (som f.eks. doom metal).

Disse to behov kan ikke tilgodeses lige godt samtidigt!

Indeksøren må skønne, hvorvidt det er mest relevant at tilgodese behov 1 eller behov 2 i indekseringen af det konkrete dokument.

Hierarkiske relationer udtrykkes normalt heller ikke ved hjælp af henvisninger i emneordsposten. Men igen her kan der være undtagelser, f.eks. hvor man må opgive at sondre mellem et underordnet og overordnet begreb.

2.6.2. Ekvivalens-relationer

Ekvivalens-relationer (synonym-relationer) udtrykkes normalt ikke i den enkelte bibliografiske post, men kun i emneordsposten 2 .

De ægte synonymer, f.eks. violoncel og cello, behandles typisk ved brug-henvisninger. De nærmere regler herfor er beskrevet i afsnit 3.4.2 Synonymer/nærsynonymer.

Nærsynonymer er nærtliggende ord, som ofte behandles som synonymer, selvom der er nuanceforskelle, f.eks. accordeon og harmonika. De vil nogle gange være behandlet som ægte synonymer - andre gange vil der være en se også-henvisning.

Eksempler på synonym- og nærsynonymrelationer kan ses i kapitel 4.

2.6.3. Associative relationer

Associative relationer, også kaldet sideordnede eller idéassociative relationer, udtrykkes kun i begrænset omfang i den enkelte bibliografiske post. Hovedreglen er, at der i indekseringen kun medtages associative relationer, når der er dækning for begge begreber i dokumentet.

Ellers kan associative relationer angives som se også-henvisninger i emneordsposterne.

1. DBC's musikemneordsbase er endnu under opbygning, og det er målet, at bibliotekerne skal have adgang til basen som en del af DanBib. Indtil da kan emneordskontrol foretages ved opslag i DanBib (i musikposter fra DBC).

2. DBC's musikemneordsbase med emneordsposter er endnu under opbygning. Indtil den er fuldt etableret, vil henvisninger mellem synonymer blive erstattet med mange synonymemneord i de enkelte bibliografiske musikposter.

Så vidt, det har været muligt, er reglerne suppleret med musikemneordseksempler. Hvor dette ikke har været muligt, er eksemplerne enten hentet fra den bibliografiske registrering af musikposter eller lånt fra indekseringsvejledningen for faglitteratur.

3.1. Ordtyper

Som emneord anvendes almindeligvis enkeltord, ikke emneordsstrenge. Dvs. der gives ikke prækoordinerede emneord, f.eks. Danmark, rock, bortset fra faste udtryk og sammensætninger som. f.eks. heavy metal.
 

3.1.1. Substantiver

Til at beskrive et emnes indhold bruges fortrinsvis substantiver (navneord), der enten kan være fællesnavne eller egennavne.

Fællesnavne er ord, der betegner en gruppe, et fænomen, et begreb

Egennavne er navne, der betegner bestemte personer, steder, institutioner, osv.

Vedr. regler for navneformskontrol henvises til afsnit 5.1.

3.1.2. Verber

Som emneord bruges også verber (udsagnsord) i substantiveret form, verbalsubstantiver.

3.1.3. Adjektiver

Adjektiver (tillægsord) bør som hovedregel ikke anvendes som emneord alene, hvorimod de sagtens kan indgå i et sammensat emneord oftest i ordforbindelser sammen med et substantiv

Adjektiver vedrørende geografisk oprindelse, f.eks. fransk rock, se afsnit 5.1.3.2 Stednavne som emneord.

3.1.4. Adverbier

Adverbier (biord) forekommer kun sjældent som emneord og da som regel som led i en emneordsfrase eller faste udtryk.

3.1.5. Sammensatte ord (komposita)

Sammensatte ord bruges som emneord:

1. Når begrebet/genstanden ikke kan udtrykkes uden det sammen­satte ord

2. Når termen har en bestemt veldefineret betydning

3. Når de to termer adskilt giver en anden mening end det sammensatte ord

Normalt bruges kun to-ledede sammensatte ord som emneord, men der er mange undtagelser

Som hovedregel gælder, at de sammensatte ord gives i direkte for­mulering, dvs. som ordene bruges i dagligt sprog, og at ordene ikke opsplittes i de enkelte bestanddele. Men når de sammensatte ord betegner en handling eller proces, overvejes at give såvel det sammensatte ord som ordets be­standdele.

3.1.6. Faste udtryk

Der findes en del faste udtryk (fraser), som indgår som emneord, fordi disse begreber ofte er umulige at udtrykke i enkelt termer.

3.1.7. Genitivudtryk

Genitivudtryk undgås så vidt muligt. Men der findes faste udtryk, hvor det er den mest præcise måde at udtrykke emnet på.

3.2. Morfologisk kontrol

Morfologisk kontrol vil sige at bestemme, hvilken grammatisk bøjningsform substantivet skal have.

3.2.1. Ental/flertal

Hovedreglen er: Om et emneord anføres i ental eller flertal afhænger af, om det er tælleligt eller ikke-tælleligt.

Reglen anvendes, når f.eks et faglitterært værk omhandler et emne, der kan tælles (bananer, motorcykler) eller behandler et tema eller et begreb, der ikke kan tælles (handelspolitik, trafik).

Musik har ikke nogen emnemæssig handling. Den anslår blot ved hjælp af instrumenter, harmonier, tempo og dynamik nogle stemninger. Resten er op til lytterens tolkning.

De emneord, vi bruger til at beskrive musikken med, er således i egentlig forstand ikke emneord men snarere en række karakteristika eller egenskaber ved musikværket. Det betyder, at vi i langt højere grad end med de litterære emneord opfatter musikemneordene som begreber og ikke genstande. En bog eller en artikel kan handle om begrebet "opera" eller beskrive handlingen i en række operaer. Et musikværk er en opera, eller en symfoni eller en klaversonate - som form og begreb! Musikemneordene vil derfor ofte være anført i ental

Undtaget fra denne regel er sange der altid sættes i flertal, også som sammensat ord

Emneord, der ikke direkte beskriver musikken, men istedet beskriver dokument, publikationsform eller i det hele taget udgivelsen som helhed, anføres som regel i flertal,

3.2.2. Bestemt/ubestemt

Almindeligvis anføres substantivet/emneordet i ubestemt form

Bestemt form anvendes ved genstande og begreber, som der kun findes én af

eller ved fænomener, som fra en dansk synsvinkel er veldefineret

3.3. Retskrivningskontrol

Indekseringstermer skal som hovedregel følge gældende retskrivningsregler, som de er beskrevet i "Retskrivningsordbogen", udgivet af Dansk Sprognævn. Der suppleres med andre typer ordbøger: "Nudansk Ordbog", "Fremmedordbogen", "Nye ord i dansk", m.m.

3.3.1. Stavning

Hvor der er valgfrihed mellem to eller flere stavemåder, skal den mest anvendte form vælges og der henvises evt. fra de andre former,

Fritekstsøgninger kan undertiden give indeksøren et indtryk af, hvad der er den mest anvendte form. Denne slags søgninger kan dog kun være vejledende og er ikke autoritative med hensyn til valg af stavemåde.

3.3.2. Store eller små bogstaver

Brugen af store og små bogstaver er uden reel betydning i søgeprocessen, men giver ofte anledning til overvejelser i indekseringsprocessen.

<="" p="">

Undtaget er egennavne, der skrives med store bogstaver. Ved egennavne, der består af flere ord, skrives det første og de næstfølgende betydende ord med stort begyndelsesbogstav, hvorimod mindre betydende ord (bindeord, forholdsord) skrives med småt,

Hvor der ifølge "Retskrivningsordbogen" er valgfrihed mellem store og små bogstaver, foretrækkes små.

3.3.3. Tegnsætning

3.3.3.1. Bindestreger

Anvendelse af bindestreg i emneord forekommer i en del tilfælde. Ofte vil de optræde i udenlandske ord, nye ord og mærkelige sammensætninger. Efterhånden som de indgår i det danske sprog, fjernes bindestregen ofte. Eks. udviklingslande - u-lande - ulande eller elektriske biler - el-biler - elbiler.

Bindestreger anvendes ikke med henblik på at tydeliggøre betydningen af et ord. Hvis udtrykket forudsættes bekendt for den relevante bruger, skrives ikke bindestreg.

Søgemæssigt fungerer bindestregen som et mellemrum, dvs. anvendes bindestreg laver man reelt to emneord. Bindestreger bruges derfor i begrænset omfang.

Bindestreger bruges i følgende tilfælde:

1. I sammensætninger med forkortelser

2. I sammensætninger med taltegn eller symboler

3. I sammensætninger med bogstaver

4. I sammensætninger hvor et fælles led er udeladt

Hvis det er muligt opløses udtrykket dog i dets enkelte dele, f.eks. teksthæfte og kommentarhæfte.

5. I sammensætninger med sideordnede led (se også afsnit 3.3.3.3 (skråstreger))

6. I sammensætninger med udenlandske udtryk

7. I gruppesammensætninger

Gruppesammensætninger er sammensætninger, hvor førsteled består af mere end ét ord

Hovedregelen er, at der kun sættes bindestreg mellem næstsidste og sidste ord. Der findes dog en del undtagelser, især ved faste udtryk.

8. I sammensætninger med usædvanlige ord- og bogstavskombi­nationer

9. I sammensætninger med betydningen fra-til

3.3.3.2. Forkortelsespunktum

Forkortelsespunktum bruges ved navne som emneord

Når et ord eller et navn er blevet et akronym (initialord) anvendes ikke forkortelsespunktum

3.3.3.3. Tegnsætning i øvrigt

Tegnsætning følger retskrivningsreglerne.

Apostroffer bruges ikke til at tydeliggøre emneord, men kan bruges ved tal som emneord

Skråstreger bruges ved genrer, hvor betegnelsen er en kombination af 2 (eller flere) eksisterende genrer

Desuden bruges skråstreger i visse forkortelser og mest i korporationsnavne, men optræder også hyppigt i varemærker m.m.

3.4. Semantisk kontrol

Semantisk kontrol af emneord vil sige at kontrollere emneord for deres betydningsmæssige indhold og indbyrdes relationer. F.eks. valg mellem fremmedord og danske termer og valg mellem synonymer.

3.4.1. Fremmedord. Latinske betegnelser

Fremmedord er ord, der kommer fra andre sprog, som endnu ikke lydmæssigt har tilpasset sig det øvrige sprog, og som derfor stadig føles fremmede

Såfremt der findes dækkende danske ord, foretrækkes disse frem for fremmedord eller latinske betegnelser.

Der kan laves henvisning fra den ikke foretrukne form

Hvis der ikke findes tilsvarende danske ord indekseres med fremmedordet

Hvis et fremmedord eller en latinsk betegnelse har vundet hævd frem for den danske, vælges den

3.4.2. Synonymer/nærsynonymer

Som synonymer betragtes i denne sammenhæng ord med samme eller omtrent samme betydning, hvor valg af en foretrukken form er hensigtsmæssig.

Når et begreb og dets evt. synonymer/nærsynonymer er bestemt, vælges den foretrukne form ud fra flg. kriterier:

1. Hvilket ord blandt synonymerne er mest etableret i daglig sprogbrug?
2. Hvilket ord er det mest neutrale for det samme begreb?
3. Er nogle af ordene mere specifikke end andre?
4. Der laves ofte henvisning fra det ikke anvendte.

3.4.3. Homonymer

Ord som er stavet ens, men har forskellige betydninger, kan give problemer. Disse betydningsforskelle kan forklares ved en kvalifikator, dvs. en præciserende tilføjelse i parentes.

I praksis gives tilføjelsen kun til den betydning af ordet, der vurderes som den mest specielle, messe anvendes således som musikemneord uden kvalifikator!

3.4.4. Antonymer

Antonymer er ord med modsat betydning. Undertiden kan det være relevant at behandle dem som synonymer, dvs. vælge den ene form med henvisning fra den anden. Andre gange behandles de som beslægtede begreber med se også-henvisninger begge veje.

3.4.5. Akronymer (initialord)

Akronymer er ord, der er dannet af begyndelsesbogsta­verne i flere ord. Der indekseres med akronymer, der har vundet hævd i sproget

3.4.6. Andre forkortelser

Almindeligvis skal forkortelser opløses, bl.a. for at undgå sammenfald i bogstavskombi­nationer. Hvis den fuldstændige form sjældent eller aldrig bruges, indekseres med forkortelsen

Da der endnu ikke i praksis er arbejdet med henvisninger i musikposterne, bygger dette kapitel udelukkende på de erfaringer, der er gjort med de faglitterære emneord og deres indbyrdes relationer. Eksemplerne er således også hentet fra de faglitterære emneord. Henvisninger er en del af kontrollen i emneordssystemet. Kontrollens sigte er dels at lave en (om end begrænset) semantisk kontrol af de anvendte indekseringstermer, dels at lede brugeren hen til det eller de emneord, der bliver foretrukket frem for andre (synonymkontrol).

I forbindelse med gennemgangen af de forskellige emneordskontroller, er der i de foregående kapitler givet en række eksempler på DBC's anvendelse af brug- og se også-henvisninger. I dette kapitel gives en samlet oversigt over DBC's regler for brug af henvisninger.

En præcis, betydningsmæssig kontrol af alle anvendte indekseringstermer, dvs. lave brug- og se også-henvisninger, gør indekseringsprocessen mere arbejdskrævende, mens man ved at lade ordene beholde deres egenbetydning gør søgeprocessen mere arbejdskrævende.

Det skal bemærkes, at DBC ikke lægger emneordshenvisninger ind i de bibliografiske poster men i stedet i DBC's emneordsposter
(DBC's musikemneordsbase er endnu under opbygning, og det er målet, at bibliotekerne skal have adgang til basen som en del af DanBib. Indtil da kan emneordskontrol foretages ved opslag i DanBib (i musikposter fra DBC).

4.1. Brug-henvisninger (se-henvisninger)
 

Brug-henvisninger anvendes i følgende tilfælde:

1. Ved stavevarianter (stavemåden i Dansk Sprognævns Retskrivningsordbog følges. Ved valgfrihed vælges den oftest fortrukne form). Se afsnit 3.3.1.

2. Når akronymer er valgt som indekseringsterm, gives der henvisning fra den fuldt udskrevne form. Se afsnit 3.4.5.

3. Mellem fremmedord/latinske betegnelser og det danske ord. Se afsnit 3.4.1.

4. Hvis en form for forkortelse undtagelsesvis er valgt som indekseringsterm, fordi den fuldstændige form sjældent eller aldrig bruges, gives henvisning fra den fuldstændige form. Se afsnit 3.4.6.

5. Ved synonymer. Se afsnit 2.6.2 og 3.4.2.

6. Ved sammenføring af nærsynonymer, hvor man har opgivet at opretholde en skelnen mellem begreberne. Se afsnit 2.6.2 og 3.4.2.

7. Ved hierarkiske relationer. Dette er en type henvisninger, der normalt ikke bruges, men der er undtagelser, hvor man har valgt ikke at sondre mellem et underordnet og et overordnet begreb. Se afsnit 2.6.1.

8. Ved navneformer. Henvisninger til person- og korporationsnavne udformes efter reglerne i katalogiseringsreglerne.

4.2. Se også-henvisninger

Se også-henvisninger bruges restriktivt. De gives ikke hierarkisk, men bruges mellem ligestillede ord og henviser altid begge veje.

De kan bruges:

1. Mellem beslægtede emner. Se afsnit 2.6.3.

2. Mellem nærsynonymer. Se afsnit 2.6.2.

3. Hvor terminologien på et område er skiftet. Se afsnit 3.4.2.

4. Ved korporationers navneskift. Se afsnit 5.1.2.1.

5. Ved landes og byers navneskift, der ofte signalerer en politisk ændring, eller hvor landenavnene ikke dækker to helt identiske regioner. Se afsnit 5.1.3.1.

5.1. Navne

5.1.1. Personnavne

5.1.1.1. Valg af navneformer

Personnavne som emneord gives som hovedregel i den almindelige vedtagne navneform, som også anvendes ved katalogisering.

Findes navnet på personen i forvejen som kontrolleret navneform i en DBC-post, kan det uden videre kopieres. Hvis navnet ikke findes i kontrolleret form, udformes det i overensstemmelse med de regler, som Katalogiseringsreglernes del 1, kapitel 2 foreskriver.