Frie bogpriser - konsekvenser i Dansk bogfortegnelse

2011

Fra 1. januar 2011 er priserne på det danske bogmarked frie

Det betyder, at der i Dansk bogfortegnelse ikke fremover kan angives en fast pris ved udgivelsen.

Indtil videre fortsætter Dansk bogfortegnelse dog med at medtage pris i begrænset omfang: En evt. pris vil være forlagets vejledende udsalgspris og vil kun forekomme, såfremt forlaget har oplyst denne i forbindelse med indsendelse af materialet.

I forhold til nu er det en begrænsning, idet der ikke længere vil være priser på alle bibliotekskatalogiserede bøger.

Samhandelsoplysninger

Samhandelsreglerne mellem Boghandler- og Forlæggerforeningen ophører også 1. januar 2011. Derfor undersøges det ikke fremover, om forlaget giver rabat til boghandlere i forbindelse med videresalg af enkelteksemplarer. Tilføjelsen net. til ikke-rabatgivende titler bortfalder som konsekvens heraf.

I pdf-udgaven af Dansk Bogfortegnelses ugefortegnelse samt i pdf-filen med forlagsadresser har det ved hjælp af symbolet sort cirkel hidtil været markeret, at forlaget havde overenskomst med Bogbranchens Fællesråd.

Markeringen vil fremover betyde, at der er tale om et kommercielt forlag. Ved kommercielt forlag forstås, at forlagets udgivelser alene eller samtidig med eget salg også udbydes med henblik på videresalg i detailhandlen. Oplysningen gives på forlagsniveau og ikke på titelniveau.

Nuværende forlag der har overenskomst med Bogbranchens Fællesråd samt forlag uden overenskomst, der hidtil konsekvent har oplyst, at de gav rabat ved videresalg gennem boghandel, betragtes som udgangspunkt som kommercielle.

Nuværende forlag uden overenskomst, der hidtil ikke har givet rabat til boghandlere eller forlag der har haft skiftende praksis herfor, anføres uden markering i ugefortegnelsen og i forlagsadresser.

Nye forlag spørges i forbindelse med køb af ISBN-numre om deres status.

Et forlag kan naturligvis få rettet sine oplysninger efter henvendelse til DBC. Kontakt isbn@dbc.dk herfor.

Markeringen af kommercielle udgivere videreføres efter ønske fra Kulturstyrelsen af kulturpolitiske årsager, idet oplysningen er et væsentligt parameter i den danske bogstatistik.