Indledning

Indledning crp man, 29/02 2016 - 08:36

Denne vejledning i emneindeksering af musik tager udgangspunkt i selve musikken og de medier eller dokumenter, der er med til at fastholde og formidle den, først og fremmest noder og fonogrammer.

Der gives hovedsagelig emneord på:

Musikkens genre (rock, jazz) med undergenre (heavy metal, swing, bop) og på musikkens stilart (renæssance, barok, romantik). Se afsnit 5.4.

Musikkens form (orkestersuite, symfoni, opera). Se afsnit 5.7.3.

Musikkens funktion (julemusik, filmmusik). Se afsnit 5.5.

Besætning: Hovedinstrumenter, ensembletype, samt om musikken er vokal eller instrumental. Se afsnit 5.6.

Periode: Værkets tilblivelsesår, dvs. indspilningsår for "populære" musikoptagelser og kompositionsår for klassiske musikoptagelser og noder. Se afsnit 5.3.

Stednavn: Hovedudøverens hjemland for "populære" musikoptagelser og komponistens hjemland for klassiske musikoptagelser og noder. Folkemusik får emneord på musikkens hjemland, ofte også på regioner og byer. Se afsnit 5.1.3.

Men også på:

Personnavne. Se afsnit 5.1.1.

Korporationsnavne. Se afsnit 5.1.2.

Titler. Se afsnit 5.2.

Desuden kan der gives emneord:

- som i højere grad relaterer sig til indspilning og udgivelse end selve musikken (historiske optagelser, originalinstrumenter, guitarskoler). Se afsnit 5.7.2.

- som beskriver målgruppen for udgivelsen (for børn, for seminarier). Se afsnit 5.8.
 

Forskelle på musikemneord og fag- og skønlitterære emneord

Selvom musikemneordene og de fag- og skønlitterære emneord bygger på det samme regelsæt, kan der være forskelle i udformningen. Musikfonogrammer og noder er både i form og indhold forskellige fra bøger og artikler.

Musik har - isoleret set - ikke nogen emnemæssig handling. Der kan være en tekst, som knytter sig tæt til musikken, som i Wagners operaer eller mange af Schuberts lieder. Musikken kan også være skrevet i en bestemt anledning (bryllup, begravelse, VM-fodbold), eller være skrevet med den intention at beskrive et handlingsforløb, såkaldt programmusik, f.eks. Musorgskij: Udstillingsbilleder, eller Smetana: Moldau. Men musikken selv anslår blot ved hjælp af instrumenter, harmonier, tempo og dynamik nogle stemninger. Resten er op til lytterens tolkning.

Det er således i egentlig forstand ikke emneord, vi beskriver musikken med, men snarere en række karaktertræk eller egenskaber ved musikken. Det betyder, at vi i langt højere grad end med de litterære emneord opfatter musikemneordene som begreber og ikke genstande. En bog eller en artikel kan handle om begrebet "opera" eller beskrive handlingen i en række operaer. Et musikværk er en opera, eller en symfoni eller en klaversonate - som form og begreb! Musikemneordene vil derfor ofte være anført i ental. Se afsnit 3.2.1.

En anden markant forskel er, at noder og især fonogrammer som regel er samlinger eller antologier, kun sjældent monografier! De indeholder flere værker, ofte af samme komponist, med samme udøver, eller for samme besætning. Der er dog også en del udgivelser uden nogen indbyrdes forbindelse eller sammenhæng mellem værkerne.

På fælles niveau gives emneord til enkelte værker, hvis emneordet er repræsentativt for mindst 20% af det samlede indhold.

Især de klassiske fonogrammer kan være vanskelige at emneindeksere på fælles niveau, og derfor får klassiske fonogrammer med værker af 2 og 3 forskellige komponister en komplet emneindeksering for hver komponist. Se afsnit 2.5.1.
 

Forskelle på fonogramemneord og nodeemneord

I enkelte tilfælde vil noden til og musikoptagelsen af det samme musikværk få tildelt forskellige emneord. Det kan ske, hvis katalogiseringsreglerne angiver, at musikfonogrammet skal indføres under en udøver, noden indføres under en komponist, og udøver og komponist ikke er samme person.