1. Emneanalyse

1. Emneanalyse crp

I dette kapitel gennemgås en analysemodel beregnet til brug ved indeksering af musikfonogrammer og noder på DBC.
Analysemodellen er tænkt brugt til følgende formål:
 

  • ved introduktion og oplæring af nye medarbejdere og vikarer
     
  • til hjælp ved vanskelige indekseringer
     
  • som checkliste
     
  • til hjælp ved uenighed om indekseringer, f.eks. i anledning af eksterne forslag eller klager
     

Det må anbefales, at man ved anvendelse af analysemodellen adskiller analysen og emneordsgivningen. I praksis vil det dog ofte være en sammenhængende proces.

Det er ikke nødvendigvis ethvert resultat af emneanalysen, som skal udtrykkes i emneord. Det tilstræbes, at man ved hjælp af emneordene giver en fyldestgørende karakteristik af emnet. Der kan dog i de fastlagte indekseringsprincipper være udstukket særlige retningslinier for, om visse aspekter bedre kan udtrykkes i noten eller skal medtages som kodede oplysninger i henhold til formateringspraksis.

Udvælgelsen af emneord vil i sidste ende bero på indeksørens vurdering af væsentligt og uvæsentligt.

Men analysemodellen kan sikre, at man ikke glemmer elementer af emneanalysen og finder frem til mulige kandidater til emneord.

Udgangspunkt for analysemodellen er først og fremmest Dansk Standards vejledning i indeksering (DS/INF 100:1994).


1.1. Emneanalysens formål

Emneanalysens formål er, at foretage en systematisk undersøgelse af dokumentet, for efterfølgende at udtrykke dokumentets emner i form af emneord.

Hovedprincippet for DBC's indeksering er en dokumentorienteret indeksering, dvs. en indeksering som tager sit udgangspunkt i det foreliggende dokument.


1.2. Analysemodel

Indekseringen består i tre faser (som ofte i praksis glider ind over hinanden):

  1. At undersøge dokumentet og bestemme dets emner
  2. At uddrage de hovedbegreber, som emnerne består af
  3. At udtrykke begreber i emneord

1.2.1. Undersøgelse af dokumentet
 
1.2.1.1. Undersøgelse af musikfonogrammer

En fuldstændig gennemlytning af fonogrammet vil normalt ikke være mulig - eller nødvendig. Men indeksøren bør sikre sig, at ingen nyttig information overses (og -høres). Analysen bør - udover almindelig orientering i dokumentet - især tage udgangspunkt i følgende dele:

  1. Titel, undertitel
  2. Yderligere tekst fra etiket, omslagets forside og ryg samt bagsidetekst
  3. Indholdsfortegnelse
  4. Præsentation af komponister, udøvere, musikken, instrumenter m.m. på omslag eller i bilag
  5. Sangtekster på omslag eller i bilag
  6. Illustrationer, diagrammer, inkl. evt. undertekster på omslag eller i bilag
  7. Opslag i baser, primært DanBib (med henblik på at finde evt. andre indspilninger af samme værk (klassisk musik), andre dokumenter med samme udøver eller andre dokumenter, der ligner)
  8. Leksika og andre opslagsværker, lærebøger, ordbøger o.l.
  9. Søgninger på internettet
  10. Information fra pladeselskaber
  11. Anmeldelser (primært - for den ikke-klassiske musik - via opslag i Pladeanmeldelser)
  12. Henvendelse til fagspecialister
     
1.2.1.2. Undersøgelse af noder

En fuldstændig gennemlæsning af dokumentet vil normalt ikke være mulig - eller nødvendig. Men indeksøren bør sikre sig, at ingen nyttig information overses (og -høres). Analysen bør - udover almindelig orientering i dokumentet - især tage udgangspunkt i følgende dele:

  1. Titel, undertitel
  2. Yderligere tekst fra omslag
  3. Abstract, resumé, formål
  4. Indholdsfortegnelse
  5. Præsentation af komponister, tekstforfattere, arrangører m.fl., udøvere på omslag eller i tekstafsnit
  6. Præsentation af musikken (noderne), instrumenter, evt. tilhørende av-materialer m.m. på omslag eller i tekstafsnit
  7. Sangtekster
  8. Illustrationer, diagrammer, tavler, inkl. evt. undertekster
  9. Litteraturhenvisninger, diskografi, filmografi
  10. Registre
  11. Opslag i baser, primært DanBib (med henblik på at finde evt. andre publikationsformer af samme værk, enten som node (anden besætning/arrangement) eller som indspilning, eller andre dokumenter med samme komponist og/eller udøver eller andre dokumenter, der ligner)
  12. Leksika og andre opslagsværker, lærebøger, ordbøger o.l.
  13. Søgninger på internettet
  14. Information fra nodeforlag
  15. Henvendelse til fagspecialister

1.2.2. Begrebsbestemmelse
 
1.2.2.1. Begrebsbestemmelse af musikfonogrammer

Efter at have undersøgt dokumentet bestemmer indeksøren de begreber, som er væsentlige elementer i en beskrivelse af dokumentets emnemæssige aspekter.

Følgende checkliste omfatter de elementer, som skal overvejes:

Genre/Stilart
Tilhører musikoptagelsen en bestemt genre eller en bestemt stilart? - et musikalsk udtryk som ofte enten knytter sig til en bestemt tid (periode), et bestemt sted (nation, region) og/eller et bestemt miljø (socialt, aldersmæssigt, racemæssigt).

Funktion/Intention
Er musikoptagelsen foretaget med en bestemt intention eller funktion for øje?

Personnavne, organisationer m.v.
Er der personer, institutioner, arrangementer mv. som er centrale, fremhævede og ofte udgør et formål med udgivelsen? (konceptudgivelser, støtteudgivelser, jubilæumsudgivelser etc.)


Geografisk aspekt
Har musikken et geografisk tilhørsforhold? Det kan være selve musikken, der knytter sig til et område (land, region, by) men også en komponists eller hovedudøvers nationalitet.


Tidsaspekt
Knytter musikken sig til et bestemt tidspunkt eller -periode? Det kan være kompositionsår, indspilningsår m.v.


Besætning
Er det vokal- eller instrumentalmusik? Er der et eller flere fremtrædende instrumenter eller ensembletyper?


Form
Har musikken eller udgivelsen en bestemt form? Det kan være den enkelte musikoptagelse (sonateform, messe etc.) eller fonogrammet som helhed (filmsoundtracks, brug af originale/autentiske musikinstrumenter etc.).


Brugerkategori/Niveau
Er musikken skrevet, indspillet eller udgivet for en bestemt målgruppe eller på et bestemt niveau?

 
1.2.2.2. Begrebsbestemmelse af noder

Efter at have undersøgt dokumentet bestemmer indeksøren de begreber, som er væsentlige elementer i en beskrivelse af dokumentets emnemæssige aspekter.

Følgende checkliste omfatter de elementer, som skal overvejes:


Genre/Stilart
Tilhører den musik, der er trykt i noden, en bestemt genre eller en bestemt stilart? - et musikalsk udtryk, som ofte enten knytter sig til en bestemt tid (periode), et bestemt sted (nation, region) og/eller et bestemt miljø (socialt, aldersmæssigt, racemæssigt).


Funktion/Intention
Er noden udgivet med en bestemt intention eller funktion for øje?


Personnavne, organisationer m.v.
Er der personer, institutioner, arrangementer mv. som er centrale, fremhævede og ofte udgør et formål med udgivelsen? (konceptudgivelser, støtteudgivelser, jubilæumsudgivelser etc.)


Geografisk aspekt
Har musikken et geografisk tilhørsforhold? Det kan være selve musikken, der knytter sig til et område (land, region, by) men også en komponists eller hovedudøvers nationalitet.


Tidsaspekt
Knytter musikken sig til et bestemt tidspunkt eller en bestemt periode? Det vil som regel dreje sig om kompositionsår.


Besætning
Er det vokal- eller instrumentalmusik? Er der et eller flere fremtrædende instrumenter eller ensembletyper?

Form
Har musikken eller udgivelsen en bestemt form? Det kan være det enkelte musikstykke (sonateform, messe etc.) eller udgivelsen (klaverskalaer, guitarskole etc.).


Brugerkategori/Niveau
Er musikken skrevet eller udgivet for en bestemt målgruppe eller på et bestemt niveau?