Ændringer og udvidelser i DBC's bibliotekskatalogisering fra 2008

2008
 

Januar 2008 ophører de trykte seddelfortegnelser og afløses af kombileverancer. Sidste trykte seddelfortegnelse har ugekoden 200751 og udsendes 20. december. Fra uge 200801 er afløseren Kombileverancer i drift.

Samtidig udvides bibliotekskatalogiseringen fra uge 200802 til at omfatte flere materialer end hidtil på AV-området.

En generel beskrivelse af DBC’s bibliotekskatalogisering findes under Bibliotekskatalogisering.

Selve produktet 'Kombileverancer' er beskrevet i Danib og netpunkt.dk information: Kombileverancer afløser de trykte seddelfortegnelser

Nedenfor er beskrevet ændringer i de bibliografiske poster.

Historisk set er begrebet bibliotekskatalogisering ofte blevet opfattet synonymt med seddelfortegnelser.
DBC's bibliotekskatalogisering er imidlertid ikke sammenhængende med publiceringsformen, men kan beskrives som summen af de redaktions- og registreringsopgaver, der finansieres via katalogiseringsbidraget.

Det drejer sig bl.a. om:

  • opsøgende arbejde med henblik på at opspore biblioteksrelevant materiale
  • selektion af materialer (udvælgelse af hvilke titler der er interessante for bibliotekerne)
  • foreløbige registreringer af modtagne materiale
  • selektion og håndtering af titler, hvor registrering vælges fremskyndet aht. aktualietet i materialevalget
  • udbygning af nationalbibliografiske poster med biblioteksrelevante oplysninger(f.eks. indholdsbeskrivende noter og emneord)
  • grundregistreringer af materialer der falder udenfor nationalbibliografien
  • udarbejdelse af materialevalgsoplysninger (afmærkninger, materialevalgsnoter)
  • vedligeholdelse af poster
  • projektorienteret registrering (f.eks. artikler på nettet, links til netversion af artikel, downlånposter, emnepakker mv.).

Ændringer i kodning i forbindelse med de trykte seddelfortegnelsers ophør

Titler med materialevalgsoplysninger er frem til 2008 fordelt på de fire seddelfortegnelser ud fra katalogkoderne SFD, SFA, SFG og SFM.

Fra 2008 kodes samtlige titler med materialevalgsoplysninger blot med katalogkoden BKM (bibliotekskatalogiseret materiale ).

Hvis man ønsker at afgrænse sin søgning blandt BKM-titlerne til en særlig materialetype, skal man kombinere med søgning på f.eks. generelle og specifikke materialebetegnelser.

BKM-kodningen er tænkt fleksibelt. Derfor vil en mindre del af titlerne kunne indgå i flere søgninger, hvis de er relevante i flere sammenhænge. F.eks. vil en sangbog med en del noder, der er katalogiseret med udgangspunkt i reglerne for tekst, også kunne indgå i søgningen på noder.

Fleksibiliteten har netop været et af målene med omlægningen. Medietyperne er i dag ikke så rene typer som tidligere men sammensættes mere blandet mht. indhold. Samtidig er organiseringen af hvem, der tager sig af hvilke materialetyper i materialevalget på de enkelte biblioteker, individuel fra bibliotek til bibliotek. Med den nye kodning kan materialevalget ske ud fra andre aspekter end det fysiske materiale f.eks. målgruppe eller indholdselementer. Fleksibiliteten vil dog samtidig kræve lokale afklaringer.

Materiale, hvis registrering fremskyndes af aktualitetshensyn (KVIK-bøger), får fremover katalogkoden BKX.

Væsentlige rettelser, der tidligere har fremgået af seddelfortegnelserne, kan fremover søges med katalogkoden BKR. Alle rettede poster vil som hidtil indgå i dataleverancer.

Med indførelsen af én generel katalogkode til brug for materialevalg af nye bibliotekskatalogiserede materialer gennemføres også en mindre tilpasning af de øvrige materialevalgsafmærkninger, - f.eks. vil alle materialer fremover være positivt afmærket herfor, hvis materialet er relevant for voksne.

Katalogkoder og afmærkninger er dokumenteret i Materialevalg – katalogkoder og afmærkninger

Særlige forhold vedr. de enkelte materialeområder

AV området

Udvidelser og ændringer
Fra januar 2008 udvides bibliotekskatalogiseringen til også at omfatte et udvalg af spillefilm, der er relevante for bibliotekerne og hvor den danske rettighedshaver har indvilget i at materialet i en eller anden grad må bruges i bibliotekssammenhæng.

Herudover udvides med et udvalg af udenlandske multimedier og sprog- og leg materialer.

Materialerne vil få katalogkoden BKM og blive afmærket på linje med andre materialer.

Mængden vil være ca. 1000 registreringer årligt.

Den registrering af udvalgte spillefilm og udenlandske multimedier, der indtil 2008 har fundet sted, er udført som katalogiseringsservice for BiblioteksMedier (poster med katalogkoderne CDV og CDR). Indlemmelsen i bibliotekskatalogiseringen betyder også en udvidelse af posternes niveau, idet registreringen i modsætning til tidligere vil indeholde emneord og noter.

Fremover vil bibliotekskatalogiseringen af film og multimedier være leverandøruafhængig. Oplysninger i registreringen, der knytter sig til enkelte leverandører, bliver udeladt.

En redaktion vil både opsøge relevante udgivere og materialer og selektere disse til registrering. Udover krav til indholdet vil rettigheder mht. anvendelse af materialet i bibliotekerne være et væsentligt parameter i udvælgelsen.

Leverandører vil fortsat – som katalogiseringsservice - kunne købe sig til registrering af materialer, der ikke selekteres til BKM-kodning.

Leverandøroplysninger
Af posterne vil kun fremgå den danske agenturholder. Bibliotekerne kan herefter selv vælge, hvilken leverandør de vil bede om at anskaffe materialet til dem fra agenturholderen. Leverandørerne tilbydes oversigter over hvilke titler, der er blevet bibliotekskatalogiseret. Agenturholderen vil fremgå af felt 991, delfelt o og er således primært en oplysning til leverandører af materialetypen til bibliotekerne.

Pris
Den pris vi anfører i registreringen i felt 021d, vil være en vejledende pris fra agenturholderen.

Hvis en vejledende pris ikke haves anføres ingen pris. Enkelte leverandørers priser vil ikke fremgå.

Frigivelsesdato
En evt. dato for frigivelse til udlån vil fremgå af felt 991, delfelt o

Brugsret på film
Fremover bruges kun kategorierne A, B, C+, D som beskrevet i Materialevalg – katalogkoder og afmærkninger.

Den kategori, der anføres, er ikke nødvendigvis identisk med den brugsret den enkelte leverandør kan tilbyde. Det vil altid være den maksimalt opnåelige brugsret, der anføres.

Kategorien vil fortsat fremgå af felt 021. Kategorisering v.hj.a. talkoderne 0 til 6 bortfalder.

Lektørudtalelse
Disse vil fremgå af afmærkningerne som koden l.

Søgning
Ugens bibliotekskatalogiserede AV-materialer vil i overensstemmelse med praksisregler for søgeveje kunne søges som:

kk=BKM{periode} og (hm=bi eller hm=fi eller hm=ly eller hm=el eller hm=tm eller hm=sm)

Søgningen omfatter bibliotekskatalogiserede materialer med koderne g, m, r, t, u eller v i 009*a

Bøger

Positiv voksenafmærkning indføres fra 2008 og materialer kan fremover både have børne-, skole- og voksenmarkering.

Seddelfortegnelsens A- og H-fortegnelse erstattes af afmærkningerne a (materiale for alle biblioteker) og y (yderligere materiale)

Rettelser vedr. opstillingsdata på titler optaget i Dansk bogfortegnelse har tidligere været publiceret i seddelfortegnelsen. Disse rettelser vil fortsat blive eksponeret som en bibliotekskatalogiseringsservice, men dette vil nu ske ved tildeling af katalogkoden BKR.

Ugens bibliotekskatalogiserede bøger vil i overensstemmelse med praksisregler for søgeveje kunne søges som:

kk=BKM{periode} og hm=te og hm=xx

Søgningen omfatter bibliotekskatalogiserede materialer med koden a i 009*a og koden xx i 009*g

Musikalier

Positiv voksenafmærkning indføres fra 2008.

Leverandørkoder bringes fortsat i posterne. Forklaringen af koderne vil fremover fremgå af oversigten Leverandører af noder til bibliotekskatalogiseringen

Bibliotekskatalogiserede musikalier publiceres kun månedlig og vil i overensstemmelse med praksisregler for søgeveje kunne søges som:

kk=BKM{periode} og hm=mu

Søgningen omfatter bibliotekskatalogiserede materialer med koderne c eller d i 009*a

Bemærk at man på trods af den månedlige publicering bør søge på samtlige uger i en periode for at opsamle materialer med nodeindhold, der er publiceret som f.eks. tekst.

Musikoptagelser

Positiv voksenafmærkning indføres fra 2008.

Bibliotekskatalogiserede musikoptagelser vil i overensstemmelse med praksisregler for søgeveje kunne søges som:

kk=BKM{periode} og hm=lm

Søgningen omfatter bibliotekskatalogiserede materialer med koden s i 009*a